DM Rally   30/12/07

Peugeot er tilbage for fuld kraft
- i dansk rally
Peugeot Danmark satser stort og vender i samarbejde med Peugeot Forhandler Forening tilbage i kampen om Det Danske Mesterskab i Rally 2008.

Peugeot har stærke kort på hånden: En fabriksbygget 207 Super 2000 og en 307 CC Gr. DK, der bliver kørt af erfarne og kompetente kørere, som tidligere har markeret sig i toppen af dansk rally.

Det tidligere rally-es Jens Ole Kristiansen gør come-back i rallysporten og vil fungere som teamchef for projektet. Han udtaler begejstret:
”Jeg glæder mig meget til at komme tilbage til sporten igen. Peugeot har en fuldblods rallybil i optimal fabrikstrim, som er helt klar til de danske rallyprøver. Jeg er sikker på, at dette tætte samarbejde mellem importøren og Forhandlerforeningen vil understøtte den spændende optur, som vi ser i øjeblikket i rallysporten.”

Peugeot 207 Super 2000
Peugeot stiller med en fabriksproduceret 207 Super 2000. Den følger Peugeots tradition for engagement i rally, der går helt tilbage til 205 T16, 306 Maxi, 206 WRC og 307 WRC. Det er en rallybil, der er udviklet til både asfalt og grus. Chassiset består af en selvbærende konstruktion med et sikkerhedsbur, der består af ikke mindre end 47 meter sammensvejsede rør.
For- og baghjulsophæng er af typen Mc Pherson ophæng og Peugeots justerbare støddæmpere.


(Foto: Peugeot Media)

Motoren er placeret forrest. Det er en 2 liters sugemotor med en cylindervolumen på 1998 cm3, og den yder 280 hk ved 8500 omdr./min. 207 Super 2000 har firehjulstræk og en 6-trins sekventiel gearkasse.
Bilen skal deltage i DM og udvalgte danske rallysprints.

Peugeot 307 CC Gr. DK
Det danske team er desuden i fuld gang med at konvertere Michael Carlsens tidligere DTC bil til en rallybil. Peugeot 307 CC Gr. DK vil være udstyret med en 2 liters motor, der som 207 Super 2000 yder 280 hk ved 8500 omdr./min.


(Foto: Peugeot Sport Danmark)

Gr. DK er en ren dansk klasse, som netop tilgodeser muligheden for at få overført en tidligere banebil til rallysporten.
Peugeot 307 CC Gr. DK skal deltage i samme løb som 207 Super 2000.

Et erfarent og kompetent rally-team
Peugeot vender tilbage på de danske rallyprøver med det tunge skyts kørt i position. Efter en længere udvælgelsesproces er de sidste brikker faldet på plads og valget er faldet på følgende kørere:
Brian Madsen og Henrik Vestergaard skal køre 207 Super 2000, mens Kjeld Seidler og Morten Gravgaard deltager i Peugeot 307 CC Gr. DK.

Med disse erfarne og kompetente kørere er alle sejl sat til for at give konkurrenterne baghjul og sætte et markant aftryk på dansk rally i 2008.

Peugeot Sport Danmark

Kjeld Seidler


Læs mere om:
  • Brian Madsen
  • Henrik Vestergaard
  • Peugeot Sport

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde