NEZ Rally   12/11/07

Guld til DASU NEZ Rallyhold
Det danske rallyhold var favoritter til at snuppe guldet, da finalen i NEZ mesterskabet 2007 i rally blev afviklet lørdag den 3. november som en del af BMC Rally i Bramming. Trods favoritværdighed og hjemmebane var det tæt på, at teknikken havde snydt danskerne for guldet.

Det danske rallyhold, der i år har deltaget i Nations Cup for den internationale bilsportsorganisations nordeuropæiske zone, har været førende i den samlede stilling siden årets første afdeling i maj måned.

Inden finalen førte det danske hold med 31 point foran Finland med 24 point, Letland med 22 point og Litauen med 20 point.

DASU NEZ Rallyhold stillede i Bramming til start med de fire biler, der har været grundstammen igennem året.

Det danske hold bestod af far/søn mandskabet Johannes og Mick Fraas, Vejby i Volvo 240. Holdet har deltaget i hele serien. Endvidere deltog Klaus Bodilsen / Thomas Henriksen , Slangerup i Mitsubishi EVO 7 og Tommy Larsen /Erika Hansen, Rønnede i Mitsubishi EVO 3.

Sidste mandskab var Martin Jensen / Thomas Jacobsen , Herlufmagle/Fakse. Holdet har deltaget i hele serien, men har til finalen skiftet deres Renault Clio ud med en Volvo 240, der skulle give mulighed for at gøre sig bedre gældende i klassementet.

Løbet i Bramming havde desværre ikke været i gang i mange minutter, før uheldene begyndte at regne ned over danskerne:

Allerede på anden hastighedsprøve rullede Tommy Larsen /Erika Hansen rundt i deres Mitsubishi EVO 3, men heldigvis formåede parret at fortsætte trods temmelig store skader på bilen.

På sjette hastighedsprøve udgik Klaus Bodilsen / Thomas Henriksen med defekt bagtøj på deres Mitsubishi EVO 7.

På niende prøve kørte Martin Jensen /Thomas Jakobsen den nyindkøbte Volvo 240 af vejen, og bilen blev desværre hængende så godt og grundigt på en skrænt, at det ikke var muligt at få bilen fri.

På prøve nummer 11 var uheldet ude efter rallyholdets fjerde og sidste bil med Johannes og Mick Fraas, da Volvoen måtte udgå med en eksploderet tandkrans.

De samlede serviceteams havde derfor efterhånden ”kun” en bil at koncentrere sig om, og ved fælles hjælp lykkes det de dygtige mekanikere at holde Tommy Larsens og Erika Hansens noget ødelagte Mitsubishi kørende.

Det var nok til at sikre det danske hold andenpladsen i dagens Nations Cup efter Finland, men foran Rusland og Litauen.

Andenpladsen var lige præcis nok til at sikre det danske NEZ Rallyhold den samlede førsteplads i Nations Cup med 35 point foran Finland med 34 point.

Udover guldet i Nations Cup vandt de danske deltagere to guldmedaljer og en sølvmedalje i de fire klasser i NEZ rally championship.

Rallyinfo


Læs mere om:
  • Bramming
  • 03/11/07 - Bramming - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde