DM Rally   09/11/07

Flækket benzinfilter knuste håbet
- om en plads på toppen for Svanholt
Midt i et forrygende stormløb på en medaljeplads i DM-rally blev Tim Svanholt fra Roskilde stoppet af et teknisk uheld, men slutresultatet lover godt for sæsonen 2008.

Bedst som det gik godt, gik det skidt for Tim Svanholt, Roskilde, da han med co-driveren Henrik Vestergaard var på vej mod det, som ville være blevet endnu en bemærkelsesværdi slutplacering i finaleopgøret om de danske rallymesterskaber ved Bramming i Vestjylland. Midt i løbet flækkede et benzinfilter og efterfølgende blev motorens elektroniske styresystem ramt af en defekt. Det gav Roskilde-holdet et alvorligt tidstab, som det aldrig fik indhentet, da bilens motor i resten af løbet var plaget af problemer med benzintilførslen.

– Enten kørte bilen for fulde omdrejninger eller også gjorde den ikke. Derfor var det umuligt at få en effektiv rytme i kørslen, forklarede Tim Svanholt efter den dramatiske DM-finale, der havde omkring 70 biler til start, hvoraf 40 kom i mål.




Tim Svanholt og Henrik Vestergaard var med helt fremme blandt de 4-hjulstrukne biler, indtil benzintilførslen skrantede. Alligevel vandt de deres klasse og sluttede i Top 10 i finaleløbet og på en femteplads i DM-slutstillingen. Et godt udgangspunkt for næste års mesterskabsturnering.
(Foto: Svanholt Motorsport)

Tim Svanholt havde efter seks-syv hastighedsprøver kørt sin forhjulstrukne VW Golf GTI helt op bag de fire førende 4-hjulstrukne biler, og var kun 3,0 sek. efter den senere sølvvinder Christian Jensen i Subaru Impreza. Et godt udgangspunkt for et bud på en tredjeplads og bronzemedalje i slutopgøret om Danmarksmesterskabet 2007.

Vejrforholdene var i Roskilde-holdets favør og efter en forsigtig start på løbets første hastighedsprøve skruede Tim op for tempoet og var fjerdehurtigst på de to efterfølgende. På den fjerde prøve var han næsthurtigst, kun overgået af guldvinderen Morten Karl i Mitsubishi Lancer. På den femte prøve var han tredjehurtigst og han var stadig med i førerfeltet på de efterfølgende tre prøver.
Men så flækkede benzinfilteret.

Det lykkedes dog Svanholt og Vestergaard at holde tempoet så meget oppe, at de kunne slutte i generalklassementets Top 10 og på en delt femteplads i slutstillingen.

I det vestjyske BMC Rally sluttede Roskilde-holdet med en klassesejr og som nummer ni i generalklassementet. Og efter fire sejre og en andenplads i klassen samt flere gode placeringer i generalklassementet; med en tredjeplads i det bornholmske DM-runde som bedste resultat, sluttede årets DM-opgør for Tim Svanholt med 37 point og en delt femteplads.

– Bronzen var inden for rækkevidde, men det glippede på grund af et teknisk uheld. I år har vi brugt tiden på at lære at udnytte bilens potentiale og trimme den optimalt, og alligevel har vi kunnet følge de 4-hjulstrukne biler til dørs og opnå gode resultater. Det giver et godt udgangspunkt for sæsonen 2008, mener Tim Svanholt, når han gør status over den forløbne mesterskabsturnering.


Læs mere om:
  • Bramming
  • 03/11/07 - Bramming - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk