International Formula Master   11/10/07

Kasper Andersen kørt af banen på Monza
Kasper Andersen sluttede sæsonen af med at blive kørt af banen i en højdramatisk finale på Monza, hvor godt halvdelen af de 29 startende udgik.

- Jeg er dybt skuffet over resultatet i denne weekend. Jeg havde virkelig set frem til at slutte sæsonen af med et godt resultat, og give de tilrejsende sponsorer og fans en god motorsportsoplevelse her på Monza, siger Kasper Andersen, der allerede på tredje omgang kolliderede med en foranliggende kører, der pludselig står helt stille i chikanen efter langsiden.

Det var det sidste løb i denne sæson for Formula Masters, og det kom til at præge løbet. Alle satsede hele butikken for at komme på podiet, hvilket medførte en masse sammenstød og afkørsler – kun 16 ud af de 29 startende fuldførte løbet. Så hvis det var aktion og dramatik, de godt 70.000 tilskuere på Monza var kommet efter, så fik de fuld valuta for pengene i Formula Masters

Weekenden på Monza bød i det hele taget ikke på mange opmuntringer for Kasper Andersen.


(Foto: KA Racing)

Problemer med motoren under fredagens tidtagning betød, at han måtte tage til takke med en startplacering som nr. 21 om lørdagen. Og selv om han her kunne starte med en sprit ny motor, så var det mere end vanskeligt at køre sig op i gennem feltet.

- Desværre “staller” køreren foran mig i starten, hvorved jeg ryger helt ned på en 24.-plads. Havde jeg bare fået en god start, så havde det set noget bedre ud, siger en ærgerlig Kasper Andersen.

Med flot kørsel lykkedes det dog Kasper at kæmpe sig tilbage i løbet og slutte på en 15. plads om lørdagen.

- Jeg måtte virkelig kæmpe for at komme op igennem feltet. Mange af de kørere, der kæmper om placeringerne bagerst i feltet, kører pænt sagt ofte med hovedet under armen, siger Kasper Andersen, der kom til Monza som en af favoritterne, idet han ved den sidste træning på banen var hurtigste mand.

- Det er nok min værste weekend, alt hvad der kunne gå galt gik galt. Selv den nye motor kom aldrig til at fungere. Jeg kørte ca. 10 km. langsommere på langsiderne end de hurtigste, og det betyder rigtig meget på en bane som Monza, hvor ca. 2/3 af de 5,8 km er langside, siger Kasper Andersen, der uden point i denne weekend ryger ned på en 7. plads i den samlede stilling.

Vinder af lørdagens afdeling blev belgieren Jerome D´Ambrosio, der allerede inden starten havde sikret sig titlen som vinder af Formula Masters 2007. Søndagens afdeling blev vundet af italienske Marcello Puglisi, der klemte sig foran D’Ambrosio på næstsidste omgang.

Vinder af teammesterskabet blev D’Ambrosios team Cram Competition foran Kaspers team J.D. Motorsport, blandt andet takket være Kaspers flotte sejre i Valencia og på Anderstorp tidligere på sæsonen.

KA Racing


Læs mere om:
  • Kasper Mengers Andersen
  • JD Motorsport
  • Monza
  • 07/10/07 - Monza - International Formula Master

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk