Advan Cup   06/10/07

Det var et godt skidt løb
Efter lang tids arbejde med at finde fejlen i den rød-hvide BMW, så det endelig ud til, at Anders Majgaard havde fået fart i bilen

”I betragtning af, at vi ikke har fået gjort noget for at optimere motorstyringen, så er en ottendeplads i tidtagningen nok ikke så ringe”, sagde en glad Anders efter tidtagningen.

I første heat blev bilen følt mere på tænderne, og da den hele tiden viste sig at gøre som forventet, blev tempoet sat op. Fjerdehurtigste tid i heatet og en sjetteplads var slutresultatet, som Anders var meget tilfreds med. ”Nu skal jeg starte fra Pole, så det bliver rigtig spændende og se om det går op i blå røg eller jeg kan komme af sted”, kom det fra Anders inden starten.


Anders Majgaard kom godt fra start.
(Foto: Spider-Web.dk)

Men der var ingen grund til nervøsitet. BMW’en kom flot fra start og der var ingen problemer i at holde konkurrenterne bag sig i de første par omgange. Bagfra arbejdede en meget målbevidst Kim Lund Johansen sig frem gennem feltet. Han kunne vinde mesterskabet, hvis han fik lidt luft ned til Bruno Rasmussen, og det kørte han efter. Det gav race for alle pengene og var en flot reklame for Advan Cup’en. Over seks omgange blev der kørt et forrygende tæt løb, hvor den mindste fejl ville have lukket Kim forbi. Fejlen kom på næstsidste omgang, og så sluttede Anders på andenpladsen. Efter løbet sagde den nye mester: ”Det var noget af det fedeste race jeg længe har kørt. Hele vejen gennem Big Mag lå vi og klappede sidespejle, men ingen berøringer eller ridser i bilen.”


Der blev kæmpet hårdt om pladserne.
(Foto: Spider-Web.dk)

Anders var også en glad mand, som nu havde fået sikkerhed for, at bilen var i orden – eller det troede han. Ved teknisk kontrol opdagede man, at batteriet var blevet flyttet fra den oprindelige plads, og så forsvandt alle resultaterne for weekenden. ”Jeg var rødglødende af raseri. Batteriet var blevet flyttet fordi en påkørsel bagfra ville sende det gennem bilen som en raket, men reglementet forbyder at flytte det. Vores fejl, men nu har vi haft bilen nede hos Peter Rasmussen, som har godkendt alt.”

Nu skal DM-finalen køres, og derefter bliver vinteren brugt på at trimme motorstyringen, så næste sæson kan blive et angreb på DM-titlen.

Spider-Web.dk
Jan Gripping


Læs mere om:
  • Anders Majgaard
  • JA Motorsport
  • Padborg Park
  • 23/09/07 - Padborg Park - Advan Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde