Clio Cup - DK   27/09/07

Ekstraarbejde for JM Racings mekanikere
Clio CupMekanikerne på JM Racings to deltagende biler i Casinoportalen Clio Cuppen kom på ekstraarbejde i den forgangne weekend på Padborg Park, da mekaniske problemer og uheld på banen gjorde det nødvendigt at smøge ærmerne op og finde remedierne frem fra værktøjskassen.

Første gang det skete var under optakten til tidtagningen, hvor man var i gang med den rutinemæssige klargøring af Christian Jakobsens (Børkop) bil.

”Der var en bolt til gearkassen, som vi ville tage ud for at skifte en pakning, og da vi gjorde det, trak den hele gevindet ud en halv time inden vi skulle køre,” fortæller Christian Jakobsen. ”Så måtte vi i gang med Locktite og ståltråd, men det holdt ikke, så der sprøjtede olie ud, og jeg fornemmede, at det kom ud på mit venstre fordæk og måske også på bremserne. I hvert fald var mine tider ikke ret gode, og det kunne man også se dagen efter, hvor jeg kørte et halvt sekund stærkere.”

Gearkasseproblemet blev rettet til søndagens to løb, hvor Christian Jakobsen blev noteret for først en sjetteplads og derefter en tiendeplads.

”I andet heat syntes jeg ikke, der var mere at give af,” vurderer Christian Jakobsen. ”Vi var en flok på fem mand, som næsten kørte lige stærkt, men ham, der kom først af sted kom næsten også først i mål. Der var ikke mere at give af i andet heat. Jeg var presset bag fra, og de lå og klumpede sig sammen foran mig, men det var spændende.”

Spændende skulle det første af de to heats i Casinoportalen Clio Cuppen også vise sig at blive for Lars Christensen (Christiansfeld).

”Jeg fik en god start og kom fornuftigt med, og der er så et par stykker, som tyvstarter, så qua det ligger jeg i top 10. Da der mangler en omgang, forbremser Dennis Bannergaard sig og pærer mig af,” fortæller Lars Christensen, som endte i sandkassen med bilens fire hjul som det, der var nærmest himlen. ”Så hang jeg der og dinglede og spekulerede på, hvordan jeg kom derfra.”

Bilens tag og dør var bulet. Frontruden var smadret, ligesom en siderude heller ikke så for godt ud.

”Det kunne have været meget værre,” vurderer Lars Christensen. ”Der var masser af energiske mekanikere – både mine egne og Christians – og de fik bilen på ret køl igen. Jeg fik en fornuftig start i andet heat, og der er hård kamp om pladserne. Der er fornuftig speed i bilen, og jeg forbedrer mig, men det gør de andre også, så det giver ikke de store placeringer.”

Slutfacit blev en fjortendeplads i dagens andet heat for Lars Christensen.

JM Racing


Læs mere om:
  • JM Racing
  • Padborg Park
  • 23/09/07 - Padborg Park - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde