DM Rally   28/09/07

Andenpladsen skal sikres nu
Subarukøreren Christian Jensen bider tænderne sammen
»I de to sidste DM-rallyer har jeg sat dyrebare sekunder til, og det har kostet vigtige DM-point,« siger Christian Jensen fra Ans. Han ligger i øjeblikket på tredjepladsen i danmarksmesterskabet i rally, men vil nu have andenpladsen tilbage. Og det skal ske i weekendens DM-Rally på de små landeveje omkring Odder.

Christian Jensen og Søren Tøndborg deltager i en Subaru Impreza N12b, og efter en god start på sæsonen har småuheld sat dem tilbage. For 10 dage siden på Bornholm havde Christian Jensen en mindre afkørsel, der var ganske harmløs, selv om den så dramatisk ud. »Vi røg hen over en grøft og ind på en mark, men kunne ikke finde en overkørsel tilbage til vejen, så vi tabte over et minut,« siger Christian Jensen, der dog ikke har mistet sit gode humør: »Nu fokuserer vi på at bevare roen og koncentrationen, så skal det nok gå, for speed'en har vi.«


Spektakulært, men ufarligt. Denne lille afkørsel med sin Subaru Impreza kostede Christian Jensen et minut til konkurrenterne.
(Foto: Subaru Rally Team DK)

Christian Jensen bliver støttet af Subaru Rally Team DK's anden kører, den syvdobbelte danmarksmester Karl-Åge Jensen, der gjorde comeback i gruppe N på Bornholm efter at have solgt sin WRC-rallybil: »Min nye bil havde ikke den fulde effekt, men det er vi ved at få rådet bod på, så vi kan støtte Christian på lørdag. Min faste codriver Hans Marx er resten af året udstationeret i Singapore, men i de to sidste DM-løb har jeg Freddy Pedersen med, og han er en fuldgod erstatning,« siger Karl-Åge Jensen, der har som sit mål at forsøge at tage vigtige point fra Christian Jensens konkurrenter på lørdag.

Lørdagens DM-rally starter kl. 9.30 i Odder By og slutter ved 18-tiden samme sted efter otte hastighedsprøver på sammenlagt 130 km over snoede landeveje i oplandet. DM i rally føres suverænt af Morten Karl og Niels Jørgen Iversen i Mitsubishi Lancer Evo 8 med 60 point foran de to Subaru-hold Max Christensen og Mikael Kanstrup med 39 point og Christian Jensen og Søren Tøndborg med 35 point. De to hold kører med identiske Impreza WRX STI N12b modeller.

Subaru Rally Team DK
Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Christian Jensen
  • Subaru Rally Team DK
  • Aarhus
  • 29/09/07 - Aarhus - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde