MC600 Challenge   19/09/07

Forfølgerne vil give Kim Phillip kamp til stregen
Rivalerne har fået en ekstra mulighed med et løb mere i weekenden
2003- og 2004-mesteren Kim Phillip, Morud, har været meget suveræn i Danmarks hurtigste sportsgren på to hjul, Den Blå Avis MC600. Den fynske Suzuki-kører har scoret sejre på stribe i en sådan grad, at da han tog hjem fra Grand Prix Danmark med endnu to af slagsen i baglommen, så havde han samtidigt opbygget et så komfortabelt forspring til sine konkurrenter, at han ville kunne tage titlen allerede i den kommende weekend på Padborg Park.

Men hans konkurrenter har pludselig fået en ekstra mulighed for at tage mesterskabspoint fra den førende. Tidligere på sæsonen blev et løb annulleret grundet en glat racerbane, der var for farlig at køre på, og dette manglende løb er nu kommet tilbage i spil, således at Padborg Super Prix kommer til at tælle et løb om lørdagen og to om søndagen.

”Jeg håber da, at jeg kan udnytte den situation, nu hvor jeg også har fået styr på både mine dæk og mit dæktryk,” siger Allan Howard Christiansen, Næstved, som aktuelt indtager andenpladsen i Den Blå Avis MC600.

”Jeg har brugt halvdelen af sæsonen til at få styr på mine dæk, og det har jeg haft mange slåskampe med, men nu ser det ud til at virke, så jeg håber på, at der kommer fart på i weekenden. Men Kim Phillip er også stærkt kørende, men jeg vil gøre mit for at komme derop og give ham kamp til stregen. Bliver det regnvejr, skal de andre få lov til at kæmpe for det, men jeg håber på, at jeg nu også kan give ham kamp i tørvejr.”


Søren Lauridsen (29), Jan Jespersen (43) og Allan Howard Christiansen (32) får ved Padborg Super Prix tre løb, hvor de skal forsøge at hale ind på Kim Phillip i toppen af tabellen i Den Blå Avis MC600 Challenge.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

En anden kører, der har sat tempoet op på det seneste og er kommet tættere på toppen, er Søren Lauridsen, Værløse, og han er ikke i tvivl om, hvad der er hans styrke i weekendens tre løb på Padborg Park.

”Det må være, at jeg er mest sulten,” siger han med en fast stemme. ”Det hjalp noget med min første sejr tidligere i år, men der mangler stadig noget før jeg er mæt. Men jeg synes også, at niveauet er blevet hævet i mesterskabet i år, i hvert fald når vi taler top 3 eller 5. Jeg tror, at vi får en god fight ligesom sidst, vi var på Padborg Park, for da var både Kim Phillip og Jan Jespersen også godt kørende.”

Søren Lauridsen har dog et lidt ambivalent forhold til racerbanen tæt ved den dansk-tyske grænse. Han kan godt lide dens kombination af høj fart og små, krævende sving, men det er også en bane, som har givet ham store skuffelser.

”Jeg tabte en ventil, sidste gang vi kørte der, og det kostede mig en andenplads halvanden omgang før mål. De tyve points, som den placering gav, kunne jeg godt have brugt nu,” sukker han. Han kan dog glæde sig over, at et par kiropraktorbesøg har gjort bugt med den ømhed, han har haft i nakken efter et styrt i den seneste afdeling af Den Blå Avis MC600. Derimod døjer Allan Howard Christiansen med sine arme forud for Padborg Super Prix.

”For en måned siden fik jeg konstateret tennisalbue i begge mine arme,” siger den sydsjællandske kører. ”Det føles lige som at have vokseværk i albuerne, bare med ti gange flere smerter. Jeg har ikke engang kunnet tage mine handsker af, når det gør ondt, men nu tager jeg en akupunktør med til Padborg Park, som skal hjælpe mig med at holde det nede.”

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 23/09/07 - Padborg Park - MC600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk