DM Rally   13/09/07

Peugeot Rally 2007, 3. afd. af DM i rally
Nu er tilmeldingsfristen udløbet, og i næste week-end, lørdag den 15. september, skal Bornholms Motorsport afvikle historiens første DM rally, Peugeot Rally, på Bornholm. Og klubben glæder sig til at præsentere de gode rallyprøver, der bliver etableret rundt om på øen, for deltagerne.

Der er tilmeldt 55 biler til start, til denne 3. afdeling af danmarksmesterskabet i rally, og det er klubben rigtig godt tilfreds med, da det er på niveau med det antal der stillede til start til DM2. Vi er glade for at så mange kørere tager turen til Bornholm, og ikke synes at det er besværligt. Faktisk har vi indtryk af at de synes det er noget helt specielt, da det er helt nye prøver som ingen har set før, og nogle benytter sig af muligheden og kombinerer det med et par extra ferie-dage på øen.


Brian Madsen i sin Peugeot 106 Maxi.
(Foto: Nitt Foto)

Det er et meget bredt felt der kommer til øen. Der er alt fra de meget spændende historiske rallybiler tilbage fra 1970’erne og til de nye lynhurtige 4-hjulstrukne rallybiler, som der rent faktisk kommer hele 12 stykker af. Det er ikke kun den danske rallyelite der skal køre denne dag, der er nemlig også besøg fra både Sverige og Tyskland.

Der skal køres på lokale afspærrede sogneveje, og det kan kun lade sig gøre fordi man har mødt en utrolig velvilje hos Vejvirksomheden i Bornholms Regionskommune og det bornholmske Politi. Og ikke mindst hos de ca. 400 lodsejere, der har givet lov til at prøverne må køres på ”deres” vej.

Fra Bornholmstrafikken’s side har man bakket op om løbet ved at indsætte en extra færge, så alle rallybiler og servicevogne kan komme til Bornholm fredag, mens Team Bornholm stillet sig til rådighed og har hjulpet med booking af disse billetter samt indkvartering af alle de tilrejsende. Det har været nemt at henvise til Team Bornholm, hvor vi har vist at de alle ville få det samme tilbud omkring overfart og indkvartering.

Både Bornholmstrafikken og Team Bornholm indgår sammen med Peugeot, Yokohama, Coca Cola, Born-Trans og Nordea i den sponsorkreds, som også i den grad har gjort det muligt at gennemføre løbet. For uden sponsorer vil det være umuligt overhovedet at tænke på at afvikle et rally i denne størrelse. En meget stor tak til disse sponsorer.

Der er ca. 250 frivillige hjælpere i gang for at få løbet afviklet, og uden disse hjælpere havde vi ikke kunnet afvikle løbet. Det er helt suverænt at så mange har indvilget i hjælpe. En del af hjælperne er hentet fra fastlandet, da det er nødvendigt at have folk på prøverne, der har erfaring i afvikling af løb, da afviklingen selvfølgelig skal ske på betryggende vis for både kørere, prøvefolk og publikum.

Vi har en god løbsleder i Arne Pagh, der har hjulpet os med at holde struktur på løbet og sørge for at tingene er blevet gjort i den rigtige rækkefølge, til trods for at han hører hjemme i Jylland. Uden ham var tingene ikke endt her med et løb af dette format.

Fredag eftermiddag kan man finde Dansk Rally Forening på Store Torv i Rønne fra kl. 15 til 18. Her ses de med en rallysimulator, som allerede har besøgt øen nogle gange i år. Man har i denne ombyggede Peugeot 307 mulighed for at gennemføre en rallyprøve, der bliver vist på en storskærm foran bilen.

Hele omdrejningspunktet er Almegårds Kaserne, der betegnes som rallycentrum. Det er her alle rallybilerne holder til på servicepladsen, når de ikke er i aktion på prøverne. På servicepladsen finder man rallyteltet, hvor man kan få information om løbet, tale med Dansk Rally Forening, der igen lørdag har gang i rallysimulatoren, og man kan få sig lidt frokost.

Har man ikke allerede købt programmet, der sælges på Peugeot og på Mekonomen fra den 13. september, kan man købe det fredag eftermiddag på Store Torv eller på rallycentrum hele lørdagen. I programmet kan man se hvor prøverne er beliggende, hvad tid de forskellige prøver skal køres og selvfølgelig hvem der deltager.

Starten går fra rallycentrum kl. 8.50 lørdag morgen. Derfra køres til Laksetorvet, hvor alle bilerne bliver præsenteret, når de kører over startrampen. Annelise Molin, formand for Fritids- og Kulturudvalget, vil sende de første biler af sted.

Når starten er gået skal hver enkelt deltager tilbagelægge i alt 338 kilometer. Af disse er 137 km hastighedsprøve; de er fordelt på 6 forskellige prøver, der hver skal køres 2 gange. Det er udfordrende prøver; 2 af dem er gennemgående mens de 4 er rundbaner, og alle skal køres på asfalt. 4 gange imellem gennemkørsel af prøverne er rallybilerne inde og have ophold på servicepladsen, så teamene sikrer at bilerne hele tiden kan yde det optimale.

Det er et forholdsvis langt løb, og med den tidsplan der er, passerer 1. bil målstregen på rallycentrum omkring kl. 18 mens sidste bil forventes i mål omkring kl. 19. Når tidsberegningen er på plads skal resultatlisten godkendes og kl. 21 bliver der præmieoverrækkelse.

Vi glæder os til at modtage alle kørerne her på Bornholm og håber at vi kan give både dem, hjælperne og publikum en uforglemmelig oplevelse.

Bornholms Motorsport
Heidi Andersen


Læs mere om:
  • Bornholm
  • 15/09/07 - Bornholm - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk