Formel Renault   29/08/07

Formel Renault NEC på Nürburgring, 10 afdeling
Formel RenaultHvis vejret i Danmark, Sverige og Finland var dårligt i den forgangne weekend, så kan man kun sige at de danske, svenske og finske kørere fik rigeligt med godt vejr mens de deltog i den 9. og 10. afdeling af Formel Renault Northern European Cup på Nürburgring. Kender man man Nürburgring, så ved man at dette sted har sit eget vejrsystem, og denne gang viste det sig fra sin allerbedste side.

Præcis klokken 16 søndag eftermiddag trillede de 29 deltagende Formel Renault biler ud fra pit’en for at finde deres pladser på grid’en. Et skønt syn at se disse biler i så stort antal. Tredive kunne der godt have været, men lørdagens mand på tredjepladsen, engelske Oliver Oakes var i nattens løb blevet syg og fik startforbud ved lægecheck på hospitalet. Efter en enkelt opvarmningsrunde og startopstilling, gik starten klokken 16:10.

Otte skandinaviske kørere var med denne eftermiddag, men da løbet blev flaget af, var der desværre kun seks tilbage, da team Trackstar Racing og Synsam Racing måtte udgå med hver en kører. Hos Trackstar Racing var det debutanten fra lørdagens løb, Felix Rosenquist, som måtte forlade banen, efter 9 af de 18 omgange man nåede at køre inden for den tidsramme på 25 minutter som er løbets varighed. Og hos Synsam Racing måtte Pierre Selander udgå allerede efter 5 omgange på grund af en defekt trækaksel. Ærgerligt for de to svenskere.

Ser man på den finske deltagelse, så var der her en enkelt mangel idet Joonas Mannerjärvi ikke stillede op i denne race weekend. Så kun to kørere var med til at repræsentere Finland, og de to var Valtteri Bottas der ligger på tredjepladsen i serien, samt Joonas Kostiainen der avancerede 3 pladser i løbet og sluttede som nummer 11. Valtteri Bottas holdt sin sjetteplads fra startopstillingen.

Indsatsen og resultaterne for de danske teams og deres kørere kan man godt betegne som absolut acceptable. Alexander Haegermark (SWE) fra KEO Racing der under lørdagens løb havnede midt i et crash på første omgang og måtte udgå, syntes søndag opsat på at vise, at det ikke var fordi, han ikke kunne køre bil. Og det fik han vel bevist på en udmærket måde ved at lave nogle perfekte overhalinger på steder, hvor andre måske opfattede det som umuligt at passere. En sådan overhaling lavede han blandt andet på opløbssiden lige mellem pitudkørsel og sving et, hvor han passerede tre biler. Totalt avancerede han fra startposition nummer sytten til en niendeplads.

Steffen Møller der kører for Team Formula Sport, havde en niende position at starte fra. Lørdagens 8. plads var noget han gerne ville forbedre, og det var nogle herlige dueller han havde med blandt andre Nicky Catsburg (HOL) fra MP Motorsport. Indtil løbet der blev kørt på Zolder for tre uger siden havde Catsburg været lidt af en milepæl der skulle nås forbi, og det synes at være et delmål for både Alexander Haegermark og Stefen Møller der nu er nået. Steffen Møller kunne nemlig besætte 7. pladsen, mens Nicky Catsburg indtog 13. pladsen.

For Johan Jokinen, som kom med to friske sejre i den hjemlige Formel Ford serie og et fint løb om lørdagen, blev søndagen ikke helt den fremgang som han havde håbet på. I slutningen af løbet blev han påkørt af Nathan Caratti (AUS) fra AKA Cobra Racing i England. Det gav så meget defekt at Johan Jokinen kørte i pit på den 17. af de 18 omgange der blev kørt. Ærgerligt for Johan der ellers var startet fra 19. startposition og havde bevæget støt og roligt op gennem feltet.

De sejrende i søndagens race blev men enkelt undtagelse de samme som om lørdagen. Altså Tobias Hegewald (AUT) Motorsport Arena på 1. pladsen, Frank Kechele (GER) Motopark Academy som toer og på sidste plads på podiet fra AKA Cobra Racing blev det Fabio Onidi (ITA).

Allerede nu tegner der sig dog et billede af hvem det er som skal besætte de tre første pladser i dette års serie. Frank Kechele har 268 point efterfulgt af Tobias Hegewald med 243 og Valtteri Bottas med 180. Om det kunne lykkes for Steffen Møller at rykke nærmere på 4. pladsen og Fabio Onidis 142 point, synes ikke umuligt da han allerede har 113 point. Mere realistisk er det dog at han vil kunne nærme sig Oliver Oakes med 125 point på femtepladsen. Alexander Haegermark ligger efter weekenden på 9. pladsen.

De næste to afdelinger af serien foregår på Oschersleben den sidste weekend i september, og der skal yderligere køres fire afdelinger på henholdsvis Spa Franchorchamps den 13. og 14. oktober og Hockenheim den 20. og 21. oktober.

Tommy Hostrup Galskjær


Læs mere om:
  • Nürburgring
  • 26/08/07 - Nürburgring - Formula Renault 2.0 NEC

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde