- starter i Tvilum-Scanbirk Rallyshow På fredag køres den 29. udgave af Tvilum-Scanbirk Rallyshow i Fårvang mellem Viborg og Århus. Der er ikke bare tale om et af de mest traditionsrige rallysprints i Danmark, men også et af de mest prestigefyldte, hvilket interessen for dette års udgave ganske tydeligt har bevist. Mere end 70 rallykørere har tilmeldt sig løbet, men for at sikre publikum et kompakt og spændende rallysprint, der ikke varer mere end fire timer fra start til slut, er den øvre grænse for antallet af startende i løbet sat til 59.
Her nytter det ikke noget at komme først til mølle, for det er kvaliteten, som tæller, når Kjellerup og Omegns Motorklub udtager feltet i årets Tvilum-Scanbirk Rallyshow. Det er Dansk Automobil Sports Unions officielle seedningsliste, som lægges til grund, og derfor bliver det en lang række af de danske topkørere, som er med på årets anden augustfredag.
Det gælder bl.a. en kører som Ib Kragh, Juelsminde. Han er regerende tredobbelt Danmarksmester i rally, og han har i både 2004 og 2005 vundet Tvilum-Scanbirk Rallyshow. Dengang skete det bag rattet af en potent Renault Megane Kit Car, men siden da er han sadlet om til en noget mindre Renault Clio Super 1600.
Ib Kragh hører til blandt favoritterne ved Tvilum-Scanbirk Rallyshow, der køres fredag aften i Fårvang mellem Århus og Viborg. (Foto: Morten Alstrup)
”Nu hvor jeg kender min nye bil bedre, skulle jeg gerne kunne kappe et par sekunder af i forhold til mine heattider fra sidste år, så jeg går bestemt efter at vinde,” siger Ib Kragh.
”De to tiendedele, jeg tabte med sidste år, nager mig stadigvæk, og jeg er godt klar over, at modstanden ikke er blevet mindre siden sidste år. Det er kørere som Christian Jensen og Brian Madsen, som godt kan give gas, og jeg tror, at det bliver de to kørere, jeg skal slås med. Men en kører som Jørgen Vej skal man selvfølgelig også holde øje med.”
Deltagerlisten tæller en god blanding af de bedste kørere fra Danmarksmesterskabet, eksperter i den specielle rallysprintdisciplin og unge, fremadstormende talenter. Til sidstnævnte gruppe hører Kasper Nymann Andersen, Brørup, der stiller op i en Suzuki Swift Sport for Suzuki Motorsport sammen med Anders Lysen, Sorø. Han har i de seneste måneder deltaget i flere rallyer i udlandet, hvilket har givet ham god erfaring med i bagagen forud for Tvilum-Scanbirk Rallyshow.
Kasper Nymann Andersen vil dog næppe kunne gøre sig forhåbninger om at kæmpe med om den generelle sejr i løbet, men det er der en anden Andersen, som vil gøre. Preben Andersen, Rønne, har med sin potente BMW M3 udviklet sig til at blive lidt af en ekspert i den kompakte løbsform, og han tørster efter revanche ovenpå sidste måneds NCC RallySprint, hvor han måtte opgive at stille til start på grund af et teknisk problem.
Korte fakta
- Tvilum-Scanbirk Rallyshow 2007 afvikles fredag den 10. august 2007 i forbindelse med det årlige Fåremarked i industrikvarteret i Fårvang, som ligger ved hovedvej 26 mellem Viborg og Århus.
- Tvilum-Scanbirk Rallyshow 2007 køres i år for 29. gang, og det er dermed et af Danmarks mest traditionsrige rallysprints.
-
Udover motorsportsdelen er opvisninger med motorcykler og klassiske køretøjer også vigtige bestanddele i årets Tvilum-Scanbirk Rallyshow 2007.
Kjellerup og Omegns Motorklub Morten Alstrup Læs mere om: Ib KraghFårvang |