Clio Cup - DK   11/06/07

God weekend for Pro Four Racing
Clio Cup- på Jyllandsringen
Lørdagens tidtagning var en succes, da Petter Granlund tog pole position med Brian Mikkelsen lige bag sig på 3. pladsen, mens Thomas Wulff skulle starte fra 11. start position i sin hvide og blå Clio racer.


(Foto: Spider-Web.dk)
Første heat bød dog på en del spænding, da Petter Granlund havde svært ved at se startlysene, og bagefter kommenterede, at han hverken kunne se, om de var sorte eller røde. Det medførte, at han stod stille, da de andre satte i gang, og han røg dermed ned på en 7. plads. Brian Mikkelsen kom op på 2. pladsen og satte jagten ind på Martin Clausen. Få omgange inde i løbet kom der en melding over radioen, at der var spildt olie for enden af publikumslangsiden og hele vejen rundt i hesteskoen. "Det gjorde, at jeg måske var lidt for forsigtig lige der", fortæller Brian, og det betød, at Martin Clausen lige nøjagtig fik så meget luft ned til Brian, at han ikke kunne komme tæt nok på til at sætte et angreb ind.

Granlund skruede bissen på, og kæmpede sig tilbage op gennem feltet. De sidste par omgange sloges han hårdt med Jakob Kristensen og overtog på sidste omgang 3. pladsen, så han kunne komme på podiet.

Thomas Wulff sluttede uheldigt, da hans bil spandt rundt, da han ramte oliesporet der var blevet trukket hele vejen rundt i hesteskoen.


(Foto: Spider-Web.dk)
Disse slutpositioner medførte, at startrækkefølgen til heat 2 om søndagen blev med Petter Granlund på 2. pladsen, Brian Mikkselsen på 3. pladsen og Thomas Wulff på 11. pladsen.

2. heat startede helt forrygende. Petter Granlund havde denne gang fuld kontrol på starten og indtog 1. pladsen i første sving. Han kørte længe med Martin Clausen lige i hælene, men formåede at holde ham stangen helt indtil målstregen. Brian Mikkelsen sluttede på 3. pladsen og kunne efter løbet berette, at da han kørte frem til sin bås på gridden, så mistede han koblingen. "Jeg sad lidt og overvejede om jeg skulle vinke, men besluttede så at sætte den i neutral. Kørte motoren op på 4.000 omdrejninger, og da lyset slukkede, huggede jeg den bare i gear", fortæller Brian. Han formåede dog ikke at lægge pres på Martin Clausen, da han skulle bruge et par omgange på at vænne sig til at køre uden kobling, specielt under nedgearing.

Thomas Wulff havde også et rigtigt spændende 2. heat. Fik kørt sig op på 9. pladsen og lå rigtigt længe og kæmpede med Christian Jakobsen. Thomas Wulff var dog ikke tilfreds med Jakobsens kørestil, da han flere gange foretog mere end 1 vognbaneskift ned af langsiden for at holde Thomas bag sig. "Jeg vil ikke være som de andre, og begynde at skubbe folk af", fortæller Thomas og fortsætter, "jeg var klart hurtigere, og når det er så langt nede i feltet, så må han bare indse at han bliver overhalet".


(Foto: Spider-Web.dk)
Til sidst spørger jeg team chef Peter Faarborg om han er tilfreds med weekends udfald. "At to tredjedele af stålet går til Pro Four Racing i begge heat, er vi godt tilfreds med. Så kan de lære det", slutter han med sit velkendte brede smil.

Spider-Web-dk


Læs mere om:
  • Pro-Four-Racing
  • 10/06/07 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde