Le Mans   10/06/07

Le Mans 24-timer - GT2 preview
Le MansTyskland mod Italien - Porsche mod Ferrari
Årets GT2 felt kan vise sig at levere et knaldhamrende spændende ræs i år - måske endda mere spændende end de ”store” klasser.

Klassen har traditionelt været domineret af Porsche med deres 996 GT3 RS og RSR, men sidste år så vi måske begyndelsen til en revolution – som det sikkert huskes vandt Team LNT med deres Panoz Esperante, efter et tænderskærende drama med Lars Erik Nielsens Porsche i den sidste time.

I år er klassen blevet yderligere peppet op, idet der er kommet en helt ny Porsche 997 GT3 RSR til, og Ferraris 430 er blevet opdateret og forbedret.

Klassen er fyldt med teams der har stor erfaring – enten fra LMS eller fra ALMS serien hvilket lægger op til en tæt fight der sagtens kan vare lige til stregen søndag eftermiddag.

Tager vi klassen sådan lidt fra oven, og kigger på hvem der må være favoritter, så lander vi i første omgang ved Risi Competizione og Flying Lizard.

Når jeg i denne sammenhæng taler om Risi Competizione, fokuserer jeg på Risi Ferrari nr. 97 med Mika Salo, Jaime Melo og Johnny Mowlem som kørere. Den anden Risi Ferrari med Tracy Krohn, Nic Johnsson og Colin Braun er knapt så stærkt et kort og må i bedste tilfælde regnes for et middelklasseteam.

Flying Lizard stiller med Jorg Bergmeister, Seth Neiman og Johannes Van Overbeek.

Det er ikke noget tilfælde at netop disse to teams har kæmpet om klassesejren i alle ALMS løb i denne sæson – hvem husker for eksempel ikke den halsbrækkende sidste omgang på Sebring hvor Jaime Melo næsten måtte skubbe Jorg Bergmeister i muren for at sikre sig sejren?

Lige efter disse to teams vil jeg placere Autorlando (med Allan Simonsen, Lars Erik Nielsen og Pierre Ehret), sammen med Scuderia Ecosse, GPC, IMSA Performance Matmut og Seikel. Disse fem teams er alle en blanding af gamle erfarne rotter og nyt hurtigt talent, men de har alle vist sig at være en smule ustabile over længere distancer og må nok se sig distanceret på farten af de to favorit teams.

Men skulle de løbe ind i problemer oppe foran – som det tit og ofte sker - så vil disse 5 teams være tæt nok på til at kunne profitere af det.

Umiddelbart efter denne midtergruppe vil jeg placere AF Corse og de to Team LNT biler.

AF Corse fordi de er et typisk italiensk team der af til laver nogle dumme fejl, der koster dyrt og fordi deres kører lineup i Ben Aucott, Joe Macari og Adrian Newey, ikke er så stærkt og rutineret som de fleste andre teams. Og ja – det er den Adrian Newey fra McLaren/Red Bull/Formel 1!

Team LNT er også placeret her, selvom de vandt sidste år, fordi deres Panoz Esperante nu må se sig distanceret af det mere moderne materiel som de andre teams har. Det eneste de kan håbe på, er et problemfrit løb hvor de måske kan profitere på de andres problemer.

Bagerst i klassen vil jeg placere de to Spyker Squadron biler. Hvor charmerende anderledes de end er, så har de bare ikke hverken fart eller teknisk stabilitet – eller kørere – til at gøre sig gældende for alvor over så lang en distance.

Set med dansker-øjne, så er der stor grund til optimisme - på testdagen imponerede Allan Simonsen alle ved at være næst-hurtigst i klassen - oven i købet første gang han overhovedet kører på banen!

Sammen med Lars Erik Nielsens erfaring og Pierre Ehrets fart, kan dette gøre Autorlando til en dark horse i klassen, hvis de formår at holde sig ude af uheld – og hvis gearstangen holder hele vejen hjem denne gang!

Som vinder peger jeg på Risi Ferrari nr. 97. Deres kører-lineup er bare for stærkt med Mika Salo, Jaime Melo og Johnny Mowlem, og Ferrari 430GT bilen er lige den sæson ældre end den nye Porsche, som måske kan sikre dem den nødvendige tekniske stabilitet over 24 timer.

Den nylige testdag har vist at den nye Porsche 997 er hurtig på den lidt specielle Le Mans bane – og tilsyneladende mindst lige så hurtig som Ferraris 430GT. Samtidig har begge teams en solid erfaring med Le Mans og deres kører lineups er meget stærke så jeg forventer en drabelig og tæt dyst hele vejen igennem.

Men klassen er langt den mest jævnbyrdige i hele feltet, og enhver lille fejl kan koste et hvilket som helst team rigtigt dyrt så hold godt øje med de ”små” biler – de kan meget vel komme til at stå for den bedste underholdning i hele løbet!

Jesper Thomsen


Læs mere om:
  • Le Mans
  • 16/06/07 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde