Danish Endurance Championship   03/06/07

Dramatisk sprintfinish på sønderjysk langdistanceløb
DEC - Danish Endurance ChampionshipTo af tre klasser fandt først vinderen i de afgørende minutter
Langdistanceløb afgøres typisk med op til flere omganges forskel mellem nummer et og to, men ved lørdagens anden afdeling af Danish Endurance Championship på Padborg Park var de førende kørere blot adskilt af få sekunder i de afgørende minutter af det næsten fire timer lange løb.

Da der manglede en lille time af løbet, og da de førende deltagere havde overstået deres obligatoriske tankstops, var der bare ti sekunder mellem løbets to førende kørere, Henrik Bollerslev, Viborg, og Tommy Schröter, Vojens. Længe så det ud som om, at denne afstand ville holde til mål, men pludselig lykkedes det Tommy Schröter sekund for sekund at hale ind på løbets førende, så der med godt et kvarter tilbage af løbet blot var et sekunds afstand mellem dem. Umiddelbart så det ikke ud som om, at Tommy Schröter kunne finde den åbning, der skulle til, men i en af Padborg Park snævre vinkelsving blev der en åbning, som han kunne udnytte til at gå i front.

Men selv om Henrik Bollerslev havde mistet førstepladsen, så havde han ikke tabt modet. Viborgenseren skyggede hele tiden Tommy Schröter og prøvede flere gange at bremse senere end ham for enden af Padborg Parks 700 meter lange langside.


Så tæt var kampen indtil næstsidste omgang!
(Foto: Motorsporten.dk)

Med to omgange igen til det ternede flag var der bare 0,4 sekund mellem dem, men så oversatsede Henrik Bollerslev i et sving og sendte sin Porsche af i en gigantisk støvsky. Han kom tilbage på asfalten, men ethvert håb om at indhente den vindende Tommy Schröter var forduftet.

”Man skal i hvert fald ikke komme og sige, at langdistanceløb ikke er kedeligt,” sagde Henrik Bollerslev, da han var steget ud af bilen og havde lykønsket duellanten Tommy Schröter med sejren.


Martin Clausen (210) blev i løbets afsluttende fase indhentet af Jørgen Hansen (202), som kom forbi og vandt klasse 2 for biler mellem 1601 og 2000 cm3.

Det var dog ikke kun i klassen for de hurtigste biler, at man oplevede en tæt finish. Også i den mellemste klasse faldt afgørelsen først i de afgørende minutter af løbet.

Her havde Martin Clausen, Skærbæk, fået opbygget et forspring på næsten 40 sekunder til Jørgen Hansen, Skærbæk, men dette forspring begyndte pludseligt at smuldre. Med 20 minutter igen var de to bysbørn blot adskilt af 20 sekunder. Fem minutter senere havde Jørgen Hansen fået øjenkontakt med Martin Clausens bil, der ikke kørte så stærkt som tidligere på dagen.

”Vi havde fået bøjet en forskærm, så den gik ind og klemte på det ene forhjul, så det blev helt ødelagt, og vi burde nok have skiftet dækket ved vores sidste tankstop,” kunne Martin Clausen bagefter konstatere, at det ikke lykkedes ham at holde Jørgen Hansen bag sig.

I klassen for de mindste biler i Danish Endurance Championship fik man derimod et meget sikkert vinderhold. Frankie Jørgensen, Gørløse, Johnni Andersen, Horsens, og Keld Brændgaard, Vedbæk, vandt deres klasse med næsten tre omganges forspring, og det selv om de på et tidspunkt havde en afkørsel, så deres Volkswagen Lupo måtte trækkes fri af sandet.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 02/06/07 - Padborg Park - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde