DTC Cup   30/05/07

JM Racing til tops på Sturup Raceway
Pinsens løbsweekend på Sturup Raceway var rigtig god for JM Racing. Teamet fra Grindsted kunne ikke bare glæde sig over, at størstedelen af mandskabet og bilerne slap uskadt gennem en weekend, som resulterede i mange skader for deltagerne. JM Racing kom nemlig helt til tops, da Michael Outzen (Ringe) vandt et af heatene i Danish Touringcar Championship.

Resultatet cementerede ikke bare JM Racings andenplads i team- mesterskabet, men sendte også Michael Outzen til tops i DTC Cuppen og frem på tredjepladsen i det professionelle mesterskab.


(Foto: JM Racing)

”Det resultat er jeg bare så glad for,” siger teamets første vinder i DTC-sammenhæng. ”JM Racing har gjort utroligt meget for, at det har skullet lykkes, og jeg ved, at alle i teamet er oppe at køre over det. Det har været en vild weekend, hvor det for mit vedkommende gik fra en fornuftig start på weekenden til at være noget møg, som så blev vendt til noget godt. Det har været op og ned, op og ned.”

Undervejs i det første løb blev Michael Outzen fejlagtigt idømt to strafbaner for en påkørsel. Det betød, at han dermed i første omgang mistede chancen for at starte andet løb fra forreste række, men siden rettede dommerne deres fejl. ”Jeg er glad for, at dommerne havde det mod, der skulle til for at gøre den straf om. Det viser bare, at de er superprofessionelle,” sagde Michael Outzen.


Outzen er bare så glad for weekendens resultat.
(Foto: JM Racing)

Efter den flotte sejr i andet heat kørte Michael Outzen en tredjeplads hjem i finalen efter Michel Nykjær og John Nielsen, og det gav ham sejren i privatcuppen, hvor JM Racings Tom Pedersen (Christiansfeld) blev nummer to.

”De to første pladser i privat cuppen er svære at gøre noget ved, men tredjepladsen er vi mange, der gerne vil slås om, og så er jeg meget godt tilfreds med resultatet i weekenden,” siger sønderjyden, som kom igennem de tre heats uden de helt store skader. ”Jeg slap nogenlunde udenom tingene, men jeg fik lidt buler i første og andet heat. Men jeg slap rimeligt smertefrit om det. Noget skete ved siden af mig, noget bagved mig og noget foran mig, men heldigvis nåede jeg at slippe om ved det.”


(Foto: JM Racing)

På hver deres måde var der også tilfredshed med weekendens løb hos teamets tre øvrige DTC-kørere.

”Det var positivt og meget bedre, end jeg havde forventet,” siger Camilla Stephansen (Horsens) efter sit første løb i fem år i den hårde klasse.

”Jeg er supertilfreds med, at jeg ikke blev nummer sidst i de første løb, hvor jeg kørte nogle udmærkede tider, som hele tiden blev hurtigere og hurtigere. Jeg er bare lidt irriteret over, at jeg ikke fik den sidste halve omgang med i finalen, fordi der knækkede en styrebolt. Jeg tror, at den allerede har fået et brud efter starten, for jeg kunne næsten ikke styre bilen efter safety car. Jeg nåede lige præcis over målstregen til sidste omgang, inden omgangstælleren skiftede for de andre bag mig, så jeg kunne nå at få den sidste omgang med, og så gik det i stykker.”

Også Peter Ager (Esbjerg) opfyldte den målsætning, han opsatte for sig selv inden løbet på Sturup Raceway. I det afsluttende løb blev han nummer 13 og scorede sine tre første DTC-points.

”Det var en hård finale, men jeg nåede målsætningen og så endda med femte hurtigste tid,” siger han med glæde i stemmen. ”Jeg håber, at når vi kommer tilbage til Jyllandsringen, så er vi ved at være der, hvor vi skal være. Jeg er nok ikke helt på højde med Tom, men jeg håber, at vi er på vej i den rigtige retning.”

Mens både Camilla Stephansen og Peter Ager nåede deres personlige målsætninger for årets andet DTC-løb, så manglede René Rasmussen (Frederikssund) lige akkurat to placeringer i at få den tiendeplads, han havde satset på.

”Jeg kørte mig fra sidstepladsen til tolvtepladsen, men næste gang når jeg min top 10,” siger René Rasmussen, som dog kunne hæfte sig ved, at han fandt farten på Sturup Raceway. ”Jeg fik et puf og røg af banen i andet heat, men kom så tilbage på asfalten, hvor jeg lå lige efter Tom, som var otter, men på grund af mit uheld manglede jeg en omgang. Jeg kunne godt have gået forbi Tom, men det var der ikke nogen grund til, men ellers var det meget opmuntrende, at jeg havde speeden. Bare ærgerligt, at der manglede den omgang.”

I Casinoportalen Clio Cup var JM Racing repræsenteret med tre kørere, hvor de to nyeste medlemmer af teamet begge havde meget tilfredsstillende løb.

”Jeg slutter på en 14er i det ene løb og en 13er i det andet, og det er trods alt kun vores anden løbsweekend, så jeg er super godt tilfreds,” siger Lars Christensen (Christiansfeld). Dermed scorede han så mange points, at han nu har lige så mange som Allan Bengtson (Roskilde), som på Sturup Raceway for første gang i år kom på scoringstavlen.

”Jeg startede som 15er og sluttede 12er i det ene heat, og startede som 16er og sluttede som 12er i det andet, så det har været en udmærket weekend med de odds, vi har haft imod os,” siger Allan Bengtson, som er kommet over de tekniske problemer, som drillede ham ved sæsonstarten. ”Vi fandt ud af, at det var emaljen i vores benzinbeholdere, som gik løs og satte sig i motoren, så nu er det problem løst. Men her på Sturup skulle vi have haft noget regnvejr. I fredagens træning var vi utroligt hurtige, men i tørvejr kan vi ikke helt følge med.”

For Christian Jacobsen (Børkop) blev de to svenske løb derimod en stor skuffelse.

”Den weekend har jeg ikke ord for, for det er bare så dårligt,” siger han. ”Jeg blev kørt af i første heat, hvor Casper Lind kørte ind i siden på mig. Han mistede to placeringer på den strafbane, han fik for det, mens jeg mistede ti placeringer på det. I andet heat syntes jeg ikke, at min bil kørte særligt godt, så der tog jeg den bare med ro, for jeg skulle bare hjem.”

JM Racing


Læs mere om:
  • Michael Outzen
  • Tom Pedersen
  • JM Racing
  • Sturup Raceway
  • 27/05/07 - Sturup Raceway - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde