DM Rally   24/05/07

Held, handlekraft og forsynet
- Suzuki Rally i Sorø
Så blev der taget rigtigt hul på det danske mesterskab for historiske rallybiler lørdag 19. maj, på de små veje omkring Sorø og Slagelse. Troels Lund, Drøsselbjerg, og Peter Petersen, Sorø, gennemførte løbet eskorteret af held, handlekraft og forsynet.

Rigtigt, fordi løbet var et klassisk rally med spændende og hurtige hastighedsprøver, rigtigt, fordi det var et krævende rally. 24 biler udgår i løbet. Vi var så tæt på at blive nummer 25, at det kun var held, handlekraft og forsynet, som reddede os.

Allerede på første hastighedsprøve var vi tæt på at vælte, da vi kom uden for vejen og rutschede sidelæns hen over grøftekanten. Heldigvis fik hjulene fat i underlaget igen og kunne trække bilen op på vejen.
Vi fik fart i bilen, men 2 minutter efter lyste ladelampen konstant. Det måtte den så have lov til. Vi fortsatte alt hvad vi havde lært.
Kort efter kommer vi så hurtigt vi kunne køre, til en nedbremsning, hvor vi skal til venstre af en grusvej. Men lige imod os kommer en konkurrent, som ikke havde nået at bremse og som nu var på vej tilbage for at komme ind på grusvejen.
Han når akkurat at svinge ind foran os og spærre for overhaling de 900 meter grusvejen var lang. Vi var betydeligt hurtigere, men kunne ikke komme forbi og indkasserede i stedet en byge af sten fra den forankørende. Det kostede en forrude! Men vi fik også en uforbeholden undskyldning senere i løbet.


Troels Lund/Peter Petersen fra Slagelse Auto Sport i VW Golf GTI fra 1978. Det lykkedes at gennemfører ralliet, men kun på et hængende hår. (Foto: Thore Sørensen, RacePhoto.dk)

Vi overlevede prøve 1, men nu kom det svære. Hvorfor ladede generatoren ikke?
Ude på landevejen stoppede vi, for at få et overblik. Generatorens øverste beslag var knækket. Nu hang generatoren nedad og kileremmen kunne hverken trække den eller vandpumpen.
Heldigvis var kileremmen ikke hoppet af og tabt ude på hastighedsprøven, så vi nødreparerede med en gummigjord og nogle strips. Denne usandsynlige klamphugger reparation holdt på hele prøve 2, men klaskede sammen ved start på prøve 3. Nu fik bilens tændingsanlæg ikke strøm nok og motoren nærmede sig temperaturen hos en vulkan i udbrud. Vi listede igennem prøven.

Vi skulle nu ”bære” bilen frem til service i Sorø, mens Peter’s telefon nærmede sig temperaturer som bilens motor, i forsøget på at få rigtig hjælp på servicepladsen. Det lykkedes at fremskaffe et andet generatorbeslag i sidste øjeblik og vi kunne fortsætte motorløbet. I den situation var held og handlekraft forenet med forsynet.
Tak for det!

Resten af løbet var den rene fryd og fordragelighed. Vi kom i mål og kunne konstatere endnu et utroligt held. Resultaterne blandt bilerne foran os i de historiske klasser magede de således at vi havner på en førsteplads i FirstStop Historic Rally Cup og DASU CUP’en for historiske biler.

Der kan vi nu hygge os indtil næste løb, NCC Rally Sprint i Svebølle 21. juli. Efterårets DM rallies skal nok få os ned af piedestalen igen. Men det er da en rar fornemmelse imens.

Troels Lund Motorsport


Læs mere om:
  • 19/05/07 - Slagelse - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde