Formel 1   12/05/07

Massa på pole igen
Alonso to'er
For tredie gang i træk er det Felipe Massa der starter fra pole, når de røde lamper tændes i morgen klokken 14. Hjemmebanefavoritten Fernando Alonso måtte nøjes med 2. pladsen, mens Raikkonen og Hamilton lukker top fire.

Det er fjerde løb i træk de fire biler sætter sig på de forreste pladser på gridden og dermed understreger at McLaren og Ferrari i særklasse er de bedste biler i øjeblikket. Og igen er der lagt op til en tæt duel mellem de fire. Hvem der i sidste ende vinder kan være svært at skyde på dagen i forvejen, men at det bliver en af dem, er tilgengæld sikkert, med mindre dagen bliver fyldt af uforudsete begivenheder. Reelt set skal de alle fire blive sat ud af spillet for at et andet team skulle kunne vinde.

Unge Robert Kubica holder som "best of the rest" på en 5. plads foran weekendens positive overraskelse - Jarno Trulli, der har fået banket Toyotaen op på en 6. plads. Dermed er Heidfeld i den anden BMW forvist til en 7. plads.

For Renault har det været en svær sæson, men i dag var begge biler dog med i top 10. Heikki Kovalainen slap bedst fra det med en 8. plads, mens Fisichella måtte tage taberpladsen i sidste kvalifikationsrunde. Imellem dem kilede David Coulthard sig ind med sin Red Bull - en god indsats at den gæve skotte.

Lige uden for top 10 finder vi Nico Rosberg i Williams, der fortsætter de lovende takter. Derefter kommer de fire Honda biler - først en Honda, så en Super Aguri, så en Honda og så en Super Aguri. Barrichello og Sato var de hurtigste. Davidson præsterede at sætte bilen af to gange og fik ingen tid!

Med i en anden kvalifikationsrunde var også Liuzzi der dog måtte nøjes med sidstepladsen der, men alligevel - en 16. plads er ok for en Toro Rosso. Og måske kunne han have gjort det bedre - for et problem med transmissionen gjorde at han blev holdende i garagen i den anden kvalifikation.

Dernede hvor det ikke er sjovt at være finder vi Ralf Schumacher og Alexander Wurz. Begge mente at trafikken forhindrede dem i at få bedre placeringer. Mark Webber havde en lidt bedre undskyldning, da han kun fik tre omgange inden hydrauliske problemer satte ham ud af spillet. Spyker racerne runder feltet af, dog med følgeskab fra Scott Speed, der ligesom sin holdkammerat havde problemer med transmissionen.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Circuit de Catalunya
  • 13/05/07 - Circuit de Catalunya - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk