Advan Cup   07/05/07

Mesteren dominerede – debutant overraskede
Kim Lund startede sæsonen med at score maximumpoints i Advan Cuppen
Efter sidste års Danmarksmesterskab i Advan Cuppen efterlod Kim Lund, Silkeborg, i weekenden på FDM Jyllandsringen ingen i tvivl om, at han agter at forsvare titlen i denne sæson. Hurtigste omgang i tidtagningen, sejr i første heat og efterfølgende en opkørsel fra en startposition som nummer seks til en ny førsteplads i andet heat.

Mere suverænt kunne det næsten ikke være. Og dog. Kim Lund trumf på. Lørdagens heat vandt han med mere end 13 sekunders forspring – svarende til 1,3 sekund pr. omgang – mens han i søndagens heat havde så meget fart på, at han – så snart den sidste konkurrent var overhalet – kunne trække fra feltet og vinde med små 2,5 sekunders margen.

Weekendens store overraskelse var den nye mand i klassen, Thue Kristensen, Viborg. Sidste år havde han sin første sæson i den daværende Gruppe N2-klasse, men han viste sig lige fra start at være med helt fremme i den langt større og noget hårdere Advan Cup. Efter en fjerdeplads i tidtagningen kørte han en tredjeplads hjem i sin første start, og selv om han dermed skulle starte andet heat fra en startposition som nummer fire, så lykkedes det ham rent faktisk at køre sig i front og føre løbet i nogle omgange, inden Kim Lund kom susende.


Debutanten Thue Kristensen (16) kørte sig frem i topstriden i Advan Cuppen for de serienære standardvogne.
(Foto: Birger Vilén)

”Det havde jeg simpelthen ikke regnet med, dette her,” sagde en glad, men samtidigt også meget overrasket Viborg-kører.

Advan Cuppen var i forrige sæson præget af Peugeot-modeller i toppen af feltet, men ved Bosch Car Service Åbningsløbet formåede flere bilmærker at blande sig i toppen af striden.

Carsten Rasmussen, Egtved, fik således kørt sin Citroën C4 til en podieplacering, mens Ole Luton, Støvring, kørte sin Ford Focus frem til en femteplads i andet heat, hvilket samtidigt var nordjydens bedste placering til dato i klassen. Anders Majgaard, Søborg, sørgede for ekstra variation, da han kørte sin baghjulstrukne BMW 120i til en top 6-placering, mens intet mindre end fire af de nye Suzuki Swift-racervogne kom i pointene, hvor Michael Ringstrøm, Roskilde, markerede sig som bedste kører.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 06/05/07 - Jyllandsringen - Advan Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde