Danish Endurance Championship   29/04/07

Den menneskelige factor blev afgørende
DEC - Danish Endurance ChampionshipDen danske asfaltbanesæson startede med langdistanceløb på Ring Djursland
Motorsport er ofte forbundet med teknik og biler, men det var den menneskelige faktor, der blev afgørende, da den danske asfaltbanesæson startede på Ring Djursland med første afdeling af langdistanceserien Danish Endurace Championship.

36 mandskaber var til start i løbet, der gik over fire timer, og intet mindre end 29 af dem blev klassificeret i premieren, der var præget af tæt og spændende kørsel gennem det meste af tiden.

I front stod konkurrencen mellem tre Porsche-hold, der var meget jævnbyrdige. Henrik Bollerslev og Martin L. Christensen (begge Viborg) var sidste års hurtigste mandskab i klassen, men denne gang blev de fra start overhalet af trioen Casper Kirk Kristiansen (Martofte), Per Rosenkilde-Hansen og Tommy Schröter (begge Vojens) og duoen Danny Rasmussen (Helsingør) og Jens Hansen (Skodborg), der alle var nye i Porsche-mærket.


Der var tæt kamp mellem Porscherne i toppen af Danish Endurance Championship på Ring Djursland. Her fører den senere vindende Porsche med Casper Kirk Johansen/Tommy Schröter/Per Rosenkilde-Hansen foran Martin Kristensen/Henrik Bollerslev

Specielt de to sidste mandskaber lå meget tæt. Efter tre kvarters kørsel var de blot adskilt af et sekund, men så begyndte fejltrinene blandt de forreste i feltet. Indenfor seks minutter fik først Henrik Bollerslev og så Per Rosenkilde-Hansen en stop-and-go straf for at have overhalet i gul flagzone, men da Danny Rasmussen på grund af ubehag måtte tidligt i pit for at skifte, var de tre mandskaber stadig adskilt af mindre end 25 sekunder efter syv kvarters kørsel.

En halv time senere forsvandt Henrik Bollerslev og Martin L. Kristensen fra topkampen, da mekaniske problemer betød et forlænget pitstop. Imens fortsatte kampen i top, og da der var gået tre timer og 175 omgange, lå Tommy Schröter og Danny Rasmussen i front, bare adskilt af et sekund. Men med tre kvarter igen begyndte Danny Rasmussen at køre langsomt og måtte i pit, hvor Jens Hansen tog over.

”Jeg fik det pludselig meget dårligt, og til sidst kastede jeg op inde i bilen,” forklarer Danny Rasmussen, som også i sit første stint havde følt ubehag.

Duellen om førstepladsen blev i stedet afløst af taktisk kørsel fra Tommy Schröter, der ved at holde et adstadigt tempo kunne undgå en sidste tankning og alligevel vinde med halvanden omgangs forspring til Jens Hansen.

I klassen for biler op til 2000 cm 3 var der i den indledende fase også hård kamp om placeringerne, men på intet tidspunkt var Tom Pedersen (Christiansfeld) og Jesper Kristoffersen (Gentofte) truet. Deres Honda S2000 kørte som et urværk, de to kørere begik ingen fejl, og det betød, at de kunne slutte løbet på en generel tredjeplads med en klassesejr. Martin Clausen (Skærbæk) og Ulrik Larsen (Asperup) lignede længe mandskabet, der skulle blive toere, men en defekt trækaksel sendte dem ned i feltet.

I den mindste klasse for biler op 1600 cm 3 fik man et tydeligt bevis på, at langdistanceløb vindes på banen og tabes i pitten. Flemming D. Olsen (Roskilde), Jens Erik Hansen og Jens Henrik Hansen (begge Havdrup) kunne nemlig nøjes med blot de to obligatoriske pitstop for tankning, som reglementet foreskriver, og derfor kunne de vinde deres klasse med seks omgange forspring til Anders Tage Jensen (Tønder) og Steffen Larsen (Ishøj).

Den anden af årets fire afdelinger af Danish Endurance Championship køres på Padborg Park den 2. juni.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 28/04/07 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk