DM Rally   03/04/07

Danboring Limfjords Rally 2007
Det er med stor glæde, at løbsledelsen for DM2 kan løfte det første af sløret for detaljerne omkring rallyet, der skal afholdes på Mors.
Morsø Motor Sport har valgt igen i 2007, nærmere bestemt den 16. juni, at forsøge sig med en DM afdeling.

Det er kun anden gang i historien, at der vil blive afholdt et DM Rally på Mors. Første gang var i 2004, hvor løbet blev en stor succes på øen. Der var rigtig god interesse blandt lokalbefolkningen, og selv om vi er en ganske lille klub lykkedes det med god hjælp fra naboklubber at få afviklet et løb uden problemer.

I 2007 bliver løbet kørt som anden afdeling ud af fem tællende DM løb. Sammen med DM vil der desuden blive kørt en afdeling af Regional Rally. For DM afdelingens vedkommende kommer løbet til at bestå af 10 hastighedsprøver, med en samlet prøvelængde på ca. 100 km. Alle prøver vil blive kørt rundt omkring på Mors. Som arbejdet i løbsledelsen skrider frem vil vi informere nærmere omkring løbets detaljer.

Vi forventer os meget af løbet, især på grund af afgiftsfritagelsen på rallybiler i Danmark. Det tegner til en yderst interessant sæson med masser af nye fine biler på rallyprøverne, ikke mindst takket være skatteministeren.

Løbsleder Steen Christensen fra Morsø Motor Sport underskrev tirsdag den 27/3 sponsorkontrakt med Danboring, som bliver hovedsponsor på løbet. Det er en stor glæde for os, at vi nu har sikret de økonomiske rammer omkring løbet. Vi er overbeviste om, at aftalen med Danboring vil være til glæde for begge parter. Med dette vigtige punkt på plads, kan vi nu komme videre med arrangeringen af løbet.


Løbsleder Steen Christensen (tv) og Thorbjørn Risgaard (th).
(Foto: Morsø Motor Sport)

Der er nok nogen, som vil undre sig over, at Kjellerup firmaet Danboring har valgt, at sponsorere DM Rally på Mors. Ifølge direktør Thorbjørn Risgaard er det dog ikke så mærkeligt endda.
Thorbjørn er af den opfattelse, at man i Rallysporten får en rigtig god eksponering af firmaet.
Måske er det et af de mest effektive steder man kan vælge at placere et sponsorat. Man kommer i Rallysporten ud til et stort antal folk over hele landet. Stort set alle deltagere har egne hjemmesider, og da DM afdelingerne samtidigt bliver dækket af en række medier, kommer man ud til mange. At det er uden for firmaets lokal område, ser man ikke så meget på. Firmaet sponsorerede sidste år DM afdelingen i Kjellerup, så de har i forvejen kendskab til, hvad en DM afdeling giver af omtale.

Danboring er som sagt beliggende i Kjellerup, og beskæftiger 33 ansatte. Firmaet udfører boreopgaver til kloak, fjernvarme, el og gas over hele landet. Faktisk er de størst i Skandinavien inden for deres felt. På Mors borede firmaet så sent som for et år siden under Limfjorden mellem Thy og Mors. Firmaet udfører opgaver for såvel det offentlige samt for entreprenører og endda private. Ud over DM2 er Danboring også sponsor for den 7 dobbelte danmarksmester Karl Åge Jensen i Subaru Impressa WRC og Christian Jensen i Subaru gruppe N.

Vi ser i Morsø Motor Sport frem til det videre forløb frem mod løbet. Indtil videre går tingene planmæssigt. Vi vil løbende informere omkring nyheder og fremskridt omkring løbet.

Morsø Motor Sport
Henrik Olesen


Læs mere om:
  • Morsø
  • 16/06/07 - Morsø - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk