Diverse   02/04/07

Tom K gi’r alpin skisport dansk gennembrud!
Dansk skisport fik denne weekend sit alpine gennembrud fra en så uventet kant, at det tenderer et forsøg på en håbløs aprilsnar. Le Mans-helten Tom Kristensen vandt nemlig i Idre Fjäll i Sverige den anden udgave af holdkonkurrencen World Stars Ski Event sammen med blandt andre Norges tidligere OL-guldvinder i slalom Finn-Christian Jagge!

Konkurrencen var arrangeret af Pernilla Wiberg, en af Sveriges største skisportsnavne gennem tiderne, og blev afviklet nær hendes eget hotel i Idra Fjäll. Tolv hold à fire mand kæmpede om sejren på en skicrossbane igennem en række nervepirrende heat.


Tom Kristensen er nu både motorsports- og skisportstjerne.
(Foto: Tom K Sport)

Tom Kristensen, der er et sportsligt multitalent, fik i sine tre heat en sejr og to andenpladser. Himmerlændingen præsterede undervejs at slå langrendslegenden Gunde Svan og såmænd også Prins Albert. Det vides ikke, om denne sejr får nogen betydning for Kristensens videre opholdsmuligheder i Monaco …


Tom Kristensen med nogle af deltagerne i Star Team-arrangementet i Sverige - inklusive Prins Albert, som danskeren slog på vej til sejren i holdkonkurrencen.
(Foto: Tom K Sport)

”Det var et fantastisk arrangement med en masse sportspersonligheder fra skisportens verden. Ingemar Stenmark, Lasse Kjus, Kjetil-André Aamodt, Anja Pärson, Hans-Peter Buraas og Peter Runggaldier var blot nogle af navnene, og de gav de mange tilskuere noget at se på. Det var en ære at være med,” siger Tom Kristensen.

Danskeren var kommet med via en invitation fra en af Pernille Wibergs medarrangører, der også står for det internationale stjernehold i fodbold i Monaco med blandt andre Tom K og Michael Schumacher. Overskuddet fra arrangementet i Idre Fjäll går til humanitært arbejde.

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Tom Kristensen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde