International Formula Master   20/03/07

Kasper Andersen til salg
Den talentfulde racerkører fra Silkeborg har sat sig selv til salg for at få skaffe kapital til sæsonen 2007.

Mange af Silkeborgs virksomhedsejere og handelsdrivende vil i de kommende dage få besøg af en salgsklar Kasper Andersen, der til lejligheden har skiftet køredragt og brølet fra en toptunet formel racer ud med et par G-star jeans og hårdtslående argumenter om, hvorfor det er en god idé at investere i ham.

– Jeg har sat mig selv på anparter for at skaffe kapital til den kommende sæson, og indtil videre er der rigtig mange interesserede, siger racerkøreren fra Silkeborg.

”Køb en bid af Kasper Andersen” står der i annoncen for anpartsprojektet. En bid koster 5.000 kr., og alle interesserede kan købe en – eller alle de bidder de ønsker. Køberne kan få op til 3 gange pengene igen, hvis det lykkes Kasper Andersen at få et betalt sæde i Formel 1, eller en af de andre store motorsportsklasser.

Selv er han ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes ham at få en professionel motorsportskarriere, og at anparterne bliver en god investering for køberne.


Kasper Andersen på podiet i Barcelona, hvor han sluttede sæsonen 2006 af med to tredjepladser.
(Foto: KA-Racing)

– Sidste år var jeg konstant blandt de hurtigste i verdens hårdeste serie i Formel Renault 2000, og kun en række uheld i starten betød, at jeg ikke havnede blandt de tre første, men sluttede som nr. 5, siger Kasper Andersen.

Satser på ny formelserie
Sæsonen 2007 tegner særdeles spændende for den 23-årige racerkører, der satser på en kontrakt med det italienske team JD Motorsport, som han kørte for sidste år.

– Teamet skifter i år til den nye og spændende serie Formula Masters med GP3-raceren, der er en moderne Formel 3. Den er dog noget hurtigere pga. en mere moderne aerodynamik, siger Kasper Andersen, der netop er vendt hjem fra Spanien efter en test i Formel 3.


Den sprit-nye GP3-racer som Kasper Andersen satser på i 2007, blev afsløret ved det store internationale bilshow i Birmingham den 11. januar i år.
(Foto: KA-Racing)

– Formelsporten i Spanien er virkelig blevet stor, efter at Alonso er blevet verdensmester i Formel 1. Det spanske team, jeg testede for, har henvendt sig flere gange for at få mig til at køre Formel 3 i Spanien. Testen gik fint, selvom en Formel 3 opfører sig meget anderledes end den Formel Renault jeg kørte sidste år. Det optimale ville jo være, hvis jeg både kunne deltage i Formel 3-mesterskabet i Spanien og verdensmesterskabet for Formula Masters (GP3), der afvikles i hele Europa, siger han.

Men det er Formula Masters (GP3) Kasper Andersen går efter. Serien omtales som det nye udklækningssted for kommende Formel 1-kørere. Og så er det jo ikke helt uvæsentligt, at det er chefen for Formel 1 Bernie Eccelstone, der står i spidsen for den nye serie. Vinderen af Formula Masters (GP3) får en Formel 1 test hos Honda, samt betalt en stor del af sæsonen i GP2-serien, der er formel-serien lige under Formel 1.

Flytter til Italien
Kasper Andersen satser alt for at komme til tops i 2007, derfor har han nu sagt sit job op hos LHG Group A/S og flytter til Italien.

– Jeg flytter til Italien, fordi jeg har fået mulighed for at komme ind på Formula Medicines, der er et institut for professionelle racerkørere, med læger, kostvejleder, mentaltræner og fysioterapeut. Det betyder, at jeg får den helt rigtige fysiske og mentale træning, og kan koncentrere mig 100 procent om sporten, siger Kasper Andersen, der dog foreløbig skal koncentrere sig om at sælge sig selv på anparter.

Vil du vide mere om Kasper Andersens anpartsprojekt, så gå ind på kasperandersen.info eller ring på tlf. 29 67 91 09. Der afholdes informationsaften onsdag den 21. marts for alle interesserede.

KA Racing


Læs mere om:
  • Kasper Mengers Andersen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk