DM Rally   27/02/07

Dansker i WRC-rallybil
Den syvdobbelte danmarksmester Karl-Åge Jensen har købt Petter Solbergs rallybil:
»Jeg har i flere år drømt om at køre i en virkelig super rallybil. Derfor har jeg købt en Subaru Impreza World Rally Car hos Prodrive.«


De syvdobbelte danmarksmestre i rally, Karl-Åge Jensen og Hans Marx, skal i år køre i en af verdens bedste rallybiler, en Subaru Impreza S12, anvendt af nordmanden Petter Solberg i 2006.
(Foto: Subaru Rally Team DK)

Ordene kommer fra den syvdobbelte danmarksmester i rally, Karl-Åge Jensen fra Viborg. Og bilen, han i weekenden var i England for at overtage, er den Subaru Impreza S12 WRC-bil, som den tidligere verdensmester i rally, nordmanden Petter Solberg, har anvendt i VM i rally i 2006 helt frem til det netop afviklede VM-løb i Norge. Karl-Åge Jensen har købt den nu totalt renoverede rallybil hos Prodrive, der med base i Banbury uden for London fungerer som den japanske Subaru-fabriks officielle rallyteam. Sammen med sin faste co-driver Hans Marx vil han deltage i det tyske mesterskab med bilen samt køre et par løb til VM og til det danske mesterskab.


Subaru Rally Team DK stiller i år op med (fra højre) Karl-Åge Jensen og Hans Marx i Subaru Impreza S12 i WRC klassen i det tyske mesterskab samt med Christian Jensen og Søren Tøndborg I Subaru Impreza N12b i gruppe N-klassen i det danske mesterskab.
(Foto: Subaru Rally Team DK)

Samtidig købte det nye Subaru Rally Team DK endnu en bil hos Prodrive, en Subaru Impreza N12b, en såkaldt standardbil, til det danske rallytophold, Christian Jensen og Søren Tøndborg fra Ans. De blev nr. 3 i danmarksmesterskabet sidste år i en lignende bil, men får nu det ypperste materiel til deres rådighed og går således ind i 2007-sæsonen blandt favoritterne til DM-titlen.


Subaru Rally Team DK har købt en Subaru Impreza N12b i gruppe N-klassen til det danske mesterskab samt en Subaru Impreza S12 i WRC klassen til det tyske mesterskab.
(Foto: Subaru Rally Team DK)

»Det er den optimale rallybil til det danske mesterskab,« sagde en stolt Christian Jensen, da han fik overdraget bilen.

For dansk rallysport er der tale om et projekt af gigantiske proportioner. De to biler koster mange millioner kroner, selv uden danske afgifter, og at holde dem kørende i et år kræver også finansielle muskler i millionklassen.

»Vi er i gang med sponsorsøgningen og ser optimistisk på situationen,« siger Karl-Åge Jensen, der fik overdraget sin nye WRC Subaru rallybil af Richard Taylor, direktør for Subaru World Rally Team. Med hjælp fra Prodrives testkører, den tidligere engelske toprallykører Terry Kaby, fik en lykkelig Karl-Åge Jensen startet en af verdens bedste rallybiler for at trille den de få meter hen til transporteren, som skal bringe den hjem til Danmark.


Richard Taylor, direktør for Subaru World Rally Team, overdrager nordmanden Petter Solbergs rallybil til Karl-Åge Jensen (til højre) og Hans Marx.
(Foto: Subaru Rally Team DK)

Subaru Rally Team DK stiller til start i 20-25 løb i år i Danmark, Tyskland, Belgien, Holland og Irland, og ved alle løb ledsages teamet af teknikere fra Prodrive.


Læs mere om:
  • Karl-Åge Jensen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde