Formel 1   04/02/07

Vindere og tabere 2007
Et forsigtigt kig i krystalkuglen
De fleste biler er præsenteret, alle lovordene er blevet sagt. Alle forventer fremgang, alle glæder sig. Der er 41 dage til at første løb bliver kørt. Og først når bilerne triller afsted i Albert Park får vi en idé om hvem der har gjort fremskridt og hvem der har lukket varm luft ud.

Kimi Raikkonen bliver verdensmester i 2007 - det er mit bud. Ikke at det er særlig originalt. Dels er jeg langtfra den eneste der er kommet med det bud, dels var det også mit bud sidste år - og så har jeg også fortalt hvor store evner som spåmand jeg har.

Og hvorfor vinder Kimi Raikkonen så VM i år? Det gør han fordi småtingene peger i hans retning og 2007 bliver afgjort af småting. Men når det er småting, kan der også let ske ændringer. Til Raikkonens fordel tæller at han nok er den hurtigtste mand i Formel 1. Han er nu kommet til et team der er kendt for stabilitet, en ting der tidligere har begrænset den fåmælte finne. Ferrari kørte på Bridgestone sidste år, og kender dækkene i forvejen. Dermed er det muligt at de tidligt på sæsonen har en lille fordel. Hans værste konkurrent må formodes at være Fernando Alonso, der har overtaget Raikkonens plads hos McLaren.

Selvom McLaren sidste år havde en ganske frygtelig sæson, skal de nok komme øverst på sejrskammelen i år. Men holdbarhed har længe været problemet for teamet, og det kan komme til at spille en rolle igen. Hvis Alonso udgår for tit og Raikkonen ikke gør, er det jo åbenlyst at finnen har en fordel.

Imod Raikkonen er dels at der er sket en del ændringer i Ferraris bagland, dels at der efter mange år med Schumacher måske er en fornemmelse af mathed i teamet. Det er ikke let at efterfølge en succes og Raikkonen vil i teamet blive sammenlignet med Schumacher. Om han er bedre eller dårligere er i den sammenhæng ligemeget, pointen er at han er anderledes!

Giancarlo Fisichella er på papiret det tredie hjul i VM opgøret. Vi har set at han kan vinde løb, men endnu har vi ikke set at han kan holde dampen over en hel sæson. Så Fisichella må siges at være en dark horse, mere end en man fra starten tager helt alvorligt. Og det kan måske blive hans fordel.

En anden outsider er Felipe Massa. At se ham live har ikke overbevist mig om hans talent, men ikke desto mindre hentede han et par sejre sidste år, og virkede som om han voksede med opgaven, og hvis han vokser yderligere den kommende sæson kan han lave en overraskelse eller to.

At to af de tre top teams har debutanter i bil nr. 2 åbner op for at andre kørere kan komme op og blande sig i den forreste del af feltet. De unge er måske nok talentfulde og dygtige og de kan blande sig, men mere etablerede kørere burde kunne udnytte erfaringen og snige sig med i kampen om sekundære placeringer.

Mest spændende fra de mindre teams bliver det at se hvordan, og hvor meget, Adrian Newey har betydet for Red Bull. En mand gør det ikke alene, men Newey har tidligere lavet mirakelbiler for både McLaren og Williams. Af kørerne har en tidligere arbejdet sammen med David Coulthard og for Mark Webber begynder dette at ligne sidste chance for etablere sig som en potentiel vinder i Formel 1.

Andre spørgsmål er om Honda kan fortsætte fremgangen og være med i kampen om sejre i år; om Williams kan vende tilbage til den bedste halvdel af feltet; om Toyota endelig kan få noget succes:

Et gæt herfra bliver at Red Bull kan blive det stærkeste team i midterfeltet i stærk konkurrence med Williams og Honda. Jeg tror mere på Adrian Newey end Honda, og mere på kombinationen af Coulthard og Webber end Button/Barrichello. BMW og Toyota vil jeg gætte på at de vil komme til at ligge på 7. og 8. pladsen i konstruktørernes mesterskab. BMW er stadig på vej, mens Toyota endnu ikke har formået at få noget ud af alle deres milliioner. Og jo længere der går, jo mere usandsynligt virker det.

Et uforpligtende bud på VM 2007 kan være følgende:
1Kimi Raikkonen
2Fernando Alonso
3Giancarlo Fisichella
4Felipe Massa
5Mark Webber
6Jenson Button
7Heikki Kovalainen
8Lewis Hamilton
9David Coulthard
10Nico Rosberg

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • 18/03/07 - Albert Park - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde