Special Saloon   28/09/06

Finale med overraskelser
-på Padborg
Klaus Ellmies og Jørgen Hansen vandt hver et løb, men begge dragede fra Padborg Park med ukampdygtige biler, mens Henrik Møller Sørensen vandt årets samlede Challenge, men kun gennemførte to omgange. Succesen havde således sin pris, mens årets sidste omgange blev tilbagelagt.

På forhånd stod det klart titlen stod mellem Henrik Møller Sørensen og Jens Ole Mathiesen. Imidlertid kunne Henrik nøjes med en enkelt tredjeplads, selvom Jens Ole skulle gøre rent bord.
Gruppe 1 var på forhånd afgjort til Henrik Møller Sørensens fordel, hvilket blot satte Peter Vesti og Johnny Vejlebo ekstra op.

Gruppe 2 var til gengæld åben. Jens Ole Mathiesens forspring var skrumpet til bare 10 point foran BMW-rivalen Jørgen Hansen. Ingen af de to skulle dog regne med sejrene på Padborg, for Klaus Ellmies og den fantastisk lydende DTM-Mercedes var endnu engang på startlisten.

En gammel Special Saloon-viking, Preben Jessen, gjorde sin årlige entre med sin rørramme Ford Escort Mk. 2 med BMW M1-motor og dermed talte feltet en gruppe 3-bil for første gang siden Ring Djurslands SSC Festival i maj. Desværre for Preben og publikum knækkede krumtappen i lørdagens tidtagning og han pakkede sammen. Heller ikke Allan Bjerregaard og hans gruppe 1-Ford Focus overlevede tidtagningen.
Dermed var startfeltet reduceret til 23 kørere inklusiv debutant Martin Aagesen, der ankom med en meget standardlignende Mercedes 190 med 2,3 liters 16 ventilet motor og mønster i dækkene! Inden søndagens løb var der dog kommet slicks på fælgene. Kim Olesen gjorde comeback i Niels Ole Andersens BMW 325i gruppe 2-bil.

Med 14 gruppe N2 biler på banen ud over 25 SSC-biler, var trafik et problem for alle i den 20 minutter tidtagning lørdag. Klaus Ellmies dominerede med sin gruppe 2-Mercedes, mens Jens Ole Mathiesen og Jørgen Hansen fulgte på de næste pladser til begge starter. I gruppe 1 var rækkefølgen også den samme til begge starter, med Peter Vesti foran Johnny Vejlebo og Henrik Møller Sørensen, der skulle starte som fjerde, femte og sjette.

1. løb
Klaus Ellmies efterlader hurtigt resten af det store felt i støvet og allerede på tredje omgang slår han Michael Schröters banerekord fra sidste års finaleløb, med tiden 1:03,344. På dette tidspunkt er Ellmies allerede næsten 8 sekunder foran nummer to, mens første konkurrent er taget med en omgang!


Starten er gået og Ellmies er allerede flere vognlængder foran Jørgen Hansen og det øvrige felt.
(Foto: Motorsporten.dk)

På dette tidspunkt er der allerede sket en del bagved. Jørgen Hansen er lynhurtig ude af starthullerne og kører snart sit eget løb på andenpladsen. Jens Ole Mathiesen er dermed treer, men kun for en kort bemærkning.
Johnny Vejlebo kommer bedst af sted blandt gruppe 1-bilerne, med Peter Vesti og Henrik Møller Sørensen på de næste pladser, og begynder at angribe Mathiesen foran sig. På slutningen af anden omgang beslutter Vejlebo sig for at prøve den lange vej udenom i startsvinget. Manøvren lykkes ikke denne gang, men Peter Vesti smutter indenom begge. Faktisk taber Vesti bagenden i nedbremsningen, men får dermed en perfekt indgangsvinkel til overhalingen.

Få øjeblikke senere tager løbet en dramatisk drejning da Henrik Møller Sørensens Nissan bliver indhyllet i hvid olierøg. I chikanen taber han bilen og er ude af løbet. Med safety car på banen bliver oprydningen klaret og løbet er klar til løbets sidste 4 omgange.


Klaus Ellmies viste igen storform i den gamle fuldblodsracer af en DTM-bil.
(Foto: Motorsporten.dk)

De tre forreste – Ellmies, ”Gamle” Hansen og Vesti – stikker hurtigt af, mens Jens Ole Mathiesen og Johnny Vejlebo, med Jens Enemark og Clio’en lige i hælene, genoptager deres kamp om fjerdepladsen. Vejlebo kommer forbi i Audisvinget på næstsidste omgang, hvor Ronnie Brandts Volvo knækker speederkablet og sender ham i pit fra syvendepladsen. Også Enemark kommer forbi Mathiesen, der dermed slutter på sjettepladsen.
Kim Morgan Jensen er alene på syvendepladsen, mens Nils Davidsen kører sit hidtil bedste i den nyerhvervede Peugeot 306 GTI og tager ottendepladsen foran tyske Achim Rumschkowski. Jens Sørensen kører den lange vej fra 22. til tiendepladsen og scorer dermed de første point i den potente Ford Escort RS Cosworth.

Resultatet – Møllers udgåelse og Mathiesens 12 point for tredjepladsen i gruppe 2, besegler Challenge-titlen for Henrik Møller Sørensen. Bilen bliver nødtørftigt repareret i både motor og hjulophæng – højre forhjul var skubbet tre centimer bagud – men da det ikke bliver nødvendigt at score point i sidste løb, vælger teamet at stå over før motoren for alvor bliver ødelagt.

2. løb
Finaleløbet er derfor uden deltagelse af klassens nye mester, men 21 andre kørere starter en sidste gang. Starten bliver en gentagelse af første løb, med Klaus Ellmies og Jørgen Hansen hurtigst ude af hullerne, mens Jens Ole Mathiesen endnu engang sætter til og må forsvare sig mod Peter Vesti og Johnny Vejlebos gruppe 1-Peugeot’er. I det hele taget virker M3’eren lettere anskudt, for snart samler der sig yderligere en kø bestående af Morten Troelsen, Jens Enemark bagved. På fjerde omgang kommer først Vesti og siden de resterende tre kørere forbi og fortsætter et intens opgør om topplaceringerne i gruppe 1.


Sidste omgang af 2006-sæsonen er kørt. Det ternede flag er faldet en sidste gang. Jørgen Hansen (næsten skjult til venstre i billedet) er på vej i pit, hvor bagtøjet giver op! Ved målflaget var afstanden til forfølgerne Peter Vesti, Johnny Vejlebo, Jens Enemark, Morten Troelsen og Jens Ole Mathiesen faktisk endnu tættere.
(Foto: Motorsporten.dk)

Forrest fører Klaus Ellmies suværent an, indtil han triller ud med smeltet tændrør på ottende omgang og overlader føringen til Jørgen Hansen. Alt er imidlertid heller ikke vel her, for BMW’en er begyndt at ose fra bagtøjet og snart er Peter Vesti, Johnny Vejlebo, Jens Enemark og Morten Troelsen på nakken af ham. I virvaret af langsommere konkurrenter, der overhales med en omgang og indtil flere bilers olie- og væskespild, er det blevet en prøvelse at køre motorløb.
På sidste omgang forsøger Johnny Vejlebo et angreb på andenpladsen, men kører af i et oliespor og ender i stedet på syvendepladsen, mens Jørgen Hansen akkurat holder førstepladsen til mål foran Peter Vesti. Jens Enemark og Morten Troelsen følges tæt på tredje- og fjerdepladsen, mens Ronnie Brandt overhaler Jens Ole Mathiesen på de sidste meter af løbet i kampen om femtepladsen.

Da både Enemark og Troelsen dømmes for overhalinger i gul flagzone og Brandt for ikke at udføre en strafbane, bliver de alle tre efterfølgende rykket ned i klassementet. Dermed bliver Mathiesen treer foran Vejlebo, Kim Morgan Jensen, Brandt, Enemark og Troelsen.

Niels Christiansen var en tur af banen og valgte at køre i pit før værre ting skete. I første løb blev det i øvrigt til en syvendeplads i gruppe 1. Niels Høiby kørte nok med i bunden af feltet, men hans tienden- og niendeplads i de to løb, rykkede ham akkurat forbi Jakob Borum i slutstillingen. Achim Rumschkowski brillierede endnu engang i tidtagningen med startplaceringer som syver, men måtte udgå efter en kollision med Ronnie Brandt i andet løb.

I gruppe 2 sloges Gunnar Larsen og Frederik Holm om tredjepladsen i pointene. Gunnar havde nye bremser på Ford Sierra’en, men uden chancer for at køre dem til kunne han ikke bruge bilens mange kræfter til andet end at tulle rundt i bunden af feltet. Frederik gjorde hvad han kunne med en femte- og sjetteplads og slog dermed Clio-kollega Andreas Kjærgaard i begge løb, mens Jens Sørensen fik Escorten igennem begge løb, med to fjerdepladser til følge.


Frederik Holm og Andreas Kjærgaard i tæt kamp.
(Foto: Motorsporten.dk)

Samlet Challenge sejr til Henrik Møller Sørensen, som dermed også vinder gruppe 1. Med to sejre og alle bonuspoint gjorde Peter Vesti kort proces med Kim Morgan Jensen i finaleweekenden i kampen om gruppe 1’s anden- og tredjeplads.
Gruppe 2 gav en kneben sejr til Jens Ole Mathiesen foran Jørgen Hansen og Gunnar Larsen, med Jens Ole og Jørgen som toer og treer i den samlede stilling. En nærmere opsummering af sæsonen 2006 følger snarest.

Jesper O. Hansen


Læs mere om:
  • 23/09/06 - Padborg Park - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk