Advan Cup   21/09/06

Duellanterne kæmper videre på Padborg Park
Kampen mellem Kim Lund og Casper Lind Poulsen kan give chancer for andre
Gennem hele året har kampen om titlen i Advan Cuppen – klassen for de serienære standardvogne – været en lang duel mellem Kim Lund, Silkeborg, og Casper Lind Poulsen, Silkeborg. De to duellanter har skiftes til at vinde løb og være i front, og sådan vil det med garanti også være i den kommende weekend, hvor Padborg Super Prix danner rammen om sæsonens næstsidste afdeling af Advan Cuppen.

De to mest oplagte mesterskabskandidater har nemlig et ganske betydeligt forspring til deres forfølgere, og da sæsonen samtidig så småt nærmer sig sin afslutning, kan kampen mellem Kim Lund og Casper Lind Poulsen gå to veje. De kan enten vælge at fortsætte deres hårde og indædte duel, eller de kan hver især begynde at køre taktisk, tænke på mesterskabschancer og køre efter vigtige points.


Den tætte kamp i Advan Cup fortsætter i weekenden. Denne gang på Padborg Park
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Men uanset hvilken vej kampen går, vil den garantere tæt race på Padborg Park. For vælger d’herrer Lund og Lind Poulsen at køre bare den mindste smule taktisk, så skal de overveje deres næste skridt nøje. Kampen er nemlig så tæt i Advan Cuppen, at mange kørere kun behøver en lille åbning for at kunne slå til og vinde.

Fem andre har således formået at det hidtil i år. Og for alle gælder det, at ingen har fået noget forærende.

Men der er også op til flere kørere, som i år har bejlet til ikke bare en podieplacering, men også en sejr i Advan Cuppen. Tim Søndergaard, Frederikssund, og Peter Olsen, Havdrup, er to gode eksempler herpå. Begge er i gang med deres anden sæson i klassen, og begge har hidtil måttet tage sig til takke med det næstbedste trin på podiet. Men med den fart og racecraft begge har vist, er det bare et spørgsmål om, hvornår det sker, og deres første sejr kommer i hus.

At alt kan ske har både Peter Juhl Jensen, Hejnsvig, og John Gammelgård, Auning, bevist. Begge stiller op i Peugeot 106-modeller, der hører til blandt feltets mindste, men alligevel har de formået at slå de mere end 20 rivaler, der er i Advan Cuppen. Og dem er der faktisk også flere af i den kommende weekend, hvor klassen bl.a. kan byde på debutanter på såvel kører- som bilfronten. Dan Nikolajsen, Herlev, er således den seneste deltager, mens Jens Enemark, Kruså, giver Suzuki Swift sin debut i klassen.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Casper Lind Poulsen
  • Kim Lund Johansen
  • Autoforum Racing Team Silkeborg
  • Team Lund
  • Padborg Park
  • 24/09/06 - Padborg Park - Advan Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk