Danish Endurance Championship   11/09/06

2 førstepladser og 1 andenplads
DEC - Danish Endurance Championship- på samme dag
Ved lørdagens 4. og sidste afdeling af DEC på Padborg Park, var team WW Racing det tætteste på 3 førstepladser på samme dag, som man overhovedet kan komme. Havde løbet varet bare 1 omgang mere, var teamet formentlig kommet øverst på skamlen 3 gange på samme dag.

Indrømmet: ” I dag var marginalerne på vores side, men det er også første gang i denne sæson, det har været tilfældet” siger en tilfreds teamejer Werner Wounlund.

Forklaringen på, at Bjørn Larsen og Werner Wounlund kunne indtage sejrspodiet på Padborg Park 3 gange på samme dag er, at de vandt sidste afdeling af DEC klassen 0 - 1600 ccm, og dermed kunne indtage øverste plads på skamlen.
Denne bedrift var nok til at bringe dem på skamlen igen, som nr. 2 i den samlede mesterskabs- stilling i klassen, og takket være stabil kørsel og et godt samarbejdet team i pitten, kunne de indtage skamlens øverste trin endnu en gang, som samlede vindere af teamkonkurrencen, idet team WW Racing var det team, der set over alle 4 afdelinger, samlet havde tilbagelagt flest omgange.

”Den 9. september var kulminationen på en sæson, hvor frugten af en samlet teamindsats blev høstet, og hvor den førsteplads, som har været så tæt på i de tre foregående løb, endelig kom i hus” siger en glad Werner Wounlund.

Allerede da der var kørt 30 omgange, var der ellers optræk til, at et de irriterende uheld, der har forfulgt teamet hele sæsonen, også denne gang skulle forhindre en placering på det øverste trin.
Venstre trækaksel havde ødelagt en manchet, og bilen var umulig at køre videre med.
Efter et pitstop på 6 minutter var Werner videre med en frisk aksel, og resten af løbet var WW Racing forskånet for yderligere uheld.


Konkurrenterne følges nøje.
(Foto: WW Racing)

Dette kunne man ikke sige om de nærmeste konkurrenter. Én efter én blev de ramt af større eller mindre uheld, og da den førende nr. 205 kørte af banen, var vejen banet for den, så længe savnede, 1. plads.
10 min. før afslutningen blev Team Gola hentet, og 2 omgange før det ternede flag, måtte Tommy Schröter se sig passeret af en formidabelt kørende Bjørn Larsen.
1. pladsen var hjemme, og Team WW Racing havde nået det mål man havde sat ved sæsonstart: ”Øverste trin på skamlen 1 gang i år”


Bjørn Larsen gjorde arbejdet færdigt.
(Foto: WW Racing)

”Det har været en forfriskende nyskabelse, at køre langdistanceløb. Jeg synes det ligger godt til det temperament vi har internt i teamet, og jeg håber løbsserien fortsætter til næste år” siger Werner Wounlund. Og fortsætter:” Hvis reglement og øvrige forhold bliver afklaret rimelig hurtigt, vil vi fortsætte de tanker vi har omkring en endnu mere konkurrencedygtig bil næste sæson. Vi synes det har været spændende og lærerigt at køre udholdenhedsløb, og det er vi meget indstillet på at gøre igen. Tak for en god sæson, og tak for en god ånd de forskellige teams imellem.”

WW Racing


Læs mere om:
  • 09/09/06 - Padborg Park - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk