MC600 Challenge   30/08/06

Kan Steven Tirsgaard slå tilbage?
Den mesterskabsførende er kommet under pres før Grand Prix Danmark
Det store samtaleemne i Den Blå Avis MC600 Challenge forud for weekendens afdeling på FDM Jyllandsringen er Steven Tirsgaard, Give. I forårssæsonen havde den unge Suzuki-kører nærmest været suveræn og fået oparbejdet en gigantføring i kampen om Danmarks vigtigste mesterskab på to hjul, men da man tog hul på anden sæsonhalvdel tidligere på måneden, var han nærmest statist. På Ring Djurslands våde asfalt blev det nemlig blot til placeringer udenfor top 10!

”Jeg tror faktisk, at det var vejrets skyld, at jeg ikke fik nogle bedre resultater, for jeg kørte med den samme opsætning og på de samme dæk som min teamkammerat Jan Jespersen, som vandt,” forsikrer Steven Tirsgaard.


Kampen i Den Blå Avis MC600 Challenge er tæt. Her står kampen mellem Allan Howard Christiansen (5), Jan Jespersen (43), Ronnie Ourø (77), Kim Phillip (6), Steven Tirsgaard (31) og Thomas Harding (11) ved et af sæsonens tidligere løb.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

”Når man er langt foran i tabellen, så vil man helst ikke vælte, for det er jo altså sværere i regnvejr på to hjul, men de andre kørere skal i hvert fald ikke tro, det er noget, som kommer til at gentage sig. Jeg er fit for fight, og jeg har sat mig for, at jeg skal give gas, også selv om det endnu engang skulle blive regn.”

Selv om Steven Tirsgaard har været meget dominerende i toppen af tabellen og har vundet hele fire løb, så har årets sæson i Den Blå Avis MC600 Challenge været meget mere jævnbyrdig end som så. De fire øvrige løbssejre er således blevet fordelt mellem Jan Jespersen, Herlev, Jens Kristian Nielsen, Kjellerup, Ronnie Ourø, Slagelse, og Kim Phillip, Morud. Faktisk er der i feltet flere andre gode kandidater til en løbssejr ved Grand Prix Danmark.

Team Designas René Prang og Ulrik Døssing Nielsen, begge Kjellerup, har flere gange vist god speed og været på podiet. Det samme gælder Allan Howard Christiansen, Næstved, mens en kører som Thomas Harding, Slagelse, er kommet tættere på i jagten på sin første løbssejr i Den Blå Avis MC600 Challenge. Ved den seneste afdeling var han med på podiet, og da der for halvanden uge siden blev kæmpet om DM-points på Ring Djursland, kunne vestsjællænderen for første gang bestige sejrspodiets øverste trin siden begynderårene i Rookie-klassen.

”Jeg synes, at jeg bliver bedre til at køre, og jeg tror, at det hænger sammen med den tid, som jeg sammen med Kim Phillip har brugt på at deltage i det tyske mesterskab,” vurderer Thomas Harding.

”Ved det seneste løb følte jeg faktisk, at jeg hele tiden havde et overskud til at angribe Jan Jespersen, som kørte meget defensivt. Jeg kørte et af mine bedste løb i lang tid, og det giver mig altså noget selvtillid, så det er bare et spørgsmål om at klø på. Vores Suzuki bliver også bedre og bedre, og vi får mere styr på det, så jeg vil gøre alt for at komme til tops på Jyllandsringen.”

Men Steven Tirsgaard er ikke bange for Thomas Harding. Eller for den sags skyld nogle af kørerne fra de konkurrerende teams. Hans værste konkurrent er nemlig teamkammeraten Jan Jespersen!

”Jeg tror, at det er ham, jeg skal være mest ræd for,” siger Steven Tirsgaard. ”Der er ikke aftalt noget, og vi kører begge to for at vinde, og sådan er det bare. Alt kan jo ske endnu.”

Korte fakta:

  • De to løb i Den Blå Avis MC600 Challenge er ved Grand Prix Danmark fordelt på både lørdag og søndag. Løbene køres klokken 14.30, og begge dage sendes de direkte på TV2 Zulu.
  • Team WS Road Racing har til Grand Prix Danmark ændret i bemandingen på den ene af sine tre Suzuki-racere. Her erstatter Kent Smed, Randers, den hidtidige kører, Allan Wichmann, Ejstrupholm.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Steven Tirsgaard
  • Jyllandsringen
  • 03/09/06 - Jyllandsringen - MC600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde