F1800   28/08/06

Danske talentfrø mod Nordeuropas bedste
I Formel Ford kæmpes både om DM
og det nordeuropæiske mesterskab

Der er garanteret kamp hele vejen ned gennem feltet, når Formel Ford-klassen kører på banen til sine to løb ved Grand Prix Danmark i den kommende weekend på FDM Jyllandsringen.

Denne gang er det nemlig ikke kun points til Danmarksmesterskabet, som står på spil. Løbene tæller også til North European Zone Championship, og derfor vil feltet denne gang tillige være forstærket med en række kørere fra primært Sverige og Finland.

Men trods den hårde modstand vil de danske kørere fortsat være at finde i kampen om topplaceringerne. De hjemlige kørere har nemlig også vist sig meget stærke, når de er oppe imod udenlandske konkurrenter. Først på året slog den DM-førende Nicki Thiim, Luxemborg, nemlig alle konkurrenterne fra North European Zone Championship, da serien havde premiere på FDM Jyllandsringen, og søndag kørte Ronni Jensen, Næstved, sig så til en sensationel podieplads, da han blev nummer tre ved det seneste løb i mesterskabet på Karlskoga.


Ronni Jensen (60) har med stormskridt gjort sit indtog i Formel Ford-klassen. Det er ikke kun Anders Ole Egebart (48) og Nicki Thiim (52) fra den hjemlige serie, som er begyndt at komme under pres fra den unge debutant.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

”Det er kommet som en overraskelse for mig selv,” siger Ronni Jensen. ”Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle ligge i denne her ende af tabellen. Det må jeg da indrømme.”

Ronni Jensen er en af sæsonens mange debutanter i Formel Ford. Men selv om han først få dage før sæsonpremieren besluttede sig for at prøve kræfter med den legendariske talentklasse, så indtager han en sammenlagt femteplads i kampen om Danmarksmesterskabet. Og det vel at mærke foran kørere, der har flere sæsoner bag sig i klassen.

”Efter den første halve sæson er jeg bare blevet mere tændt,” forklarer Ronni Jensen, ”og mine forventninger til Grand Prixet bliver da ikke mindre af, at det er gået godt. Det er min første sæson i klassen, og jeg kan stadig lære meget, men hvis jeg kunne få en top 5-placering eller måske endda en podieplacering igen, så vil det være perfekt. Hvis jeg har heldet med mig, og vi kan finde den rigtige opsætning af bilen, så tror jeg godt på, at det kan lade sig gøre.”

Ronni Jensen er dog ikke et helt ubeskrevet blad i motorsporten. Men hvor mange af hans unge konkurrenter typisk er gået den klassiske karrierevej gennem kartingsporten, så har Ronni Jensen tidligere kørt rallycross, hvor han har et par titler med i bagagen.

”Det eneste, jeg har kunnet tage med derfra, har været kørslen i regnvejr,” siger han. ”Jeg har aldrig kørt med baghjulstræk, men i rallycross kører vi på løst underlag, og det er måske min fordel. Jeg er nok mere sikker i bilen, fordi jeg ved, hvordan jeg skal håndtere den, når den begynder at skride. Men ellers er det som at starte helt på ny i Formel Ford.”

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 03/09/06 - Jyllandsringen - F1800

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde