Yokohama Cup 2   24/08/06

Goliath slår David
- i N2
Carsten Rasmussen trak sig endnu engang sejrrigt ud af en N2 Yokohama-dyst i sin store Citroën C4 Coupé, mens den mesterskabsførende Thue Kristensen igen gjorde det bedst af konkurrenter, for at fravriste Carsten tronen, i sin lille Peugeot 106 GTI. Som ved forrige løb på Ring Djursland, startede N2’erne bag OK Saxo Cuppen, i et rekordstort 11-mands felt.


Carsten Rasmussen har taget teten.
(Foto: Motorsporten.dk)

1. løb
Carsten Rasmussen kommer bedst fra start, men Thue Kristensen er over ham fra første færd og tvinger den sorte Citroën ud på grænserne, for at holde føringen. Thue bliver imidlertid taberen, for på tredje omgang smutter Sonny Nielsen forbi og holder andenpladsen til mål, men bliver dog noteret for hurtigste omgangstid. Thor Qualmann blander sig også i topstriden, men på femte omgang forlader han løbet for enden af langsiden i en spektakulær sandkasselanding og er ude for resten af dagen.


Thor Qualmann i færd med at begrave Honda'en.
(Foto: Motorsporten.dk)

Mens de tre første cirkulerer tæt løbet igennem, er der mere luft mellem feltets øvrige. Morten Olsen og Ole Eberhard tager fjerde- og femtepladsen, mens Poul Henning Pedersen må forsvare sjettepladsen i starten. Rene Christiansen er hans udfordrer, inden Rene selv må kæmpe med Ole Knudsen og syvendepladsen. Claus V. Sørensen holder sig på omgangshøjde med N2-vinderen, men taber en omgang til de førende Saxo Cup-kørere, mens Abbas Anwar slutter feltet af en omgang efter feltet.


Vinder Carsten Rasmussen flankeret af Sonny Nielsen (t.v.) og Thue Kristensen.
(Foto: Motorsporten.dk)

2. løb


Thue Kristensen er kommet foran Ole Eberhard, Morten Olsen og polesitter Poul Henning Pedersen (hvid bil).
(Foto: Motorsporten.dk)

Poul Henning Pedersen starter forrest, men fra fjerdepladsen stormer Thue Kristensen uden om alle i startsvinget. Det tager Carsten Rasmussen et par omgange at køre sig op, men på femte omgang finder han et hul i Poetzsch-svinget og endnu en førsteplads er hans. Thue Kristensen gør dog endnu engang forsøg på at fravriste sin mere erfarne konkurrent førstepladsen, men taber tid på sidste omgang.


Trioen Ole Eberhard, Sonny Nielsen og Morten Olsen i kamp.
(Foto: Motorsporten.dk)

Ole Eberhard, Morten Olsen og Sonny Nielsen kæmper længe om sidste podieplads, men kampen ender i buler for Eberhard, flere buler og en udgåelse for Olsen, mens Sonny, trods en strafbane, kan køre tredjepladsen hjem. Ole Eberhards MG holder til fjerdepladsen, mens Rene Christiansen og Ole Knudsen igen følges på de næste pladser. Claus V. Sørensen og Abbas Anwar ser som de sidste målflaget, mens polesitter Poul Henning Pedersen må udgå fra ottendepladsen.


Abbas Anwar i feltets eneste baghjulstrækker.
(Foto: Motorsporten.dk)

Det går stadig fremad for gruppe N2 Yokohama Cuppen. Denne gang var der således 11 deltagere og der blev budt på flere spændende dyster i løbene, men der er stadig et stykke vej før klassen kan stå på egne ben.


De dyster tæt på banen og i pointene: Thue Kristensen og Carsten Rasmussen.
(Foto: Motorsporten.dk)

I mesterskabsstillingen holder Thue Kristensen fortsat føringen, men med maksimum 53 point for søndagen hev Carsten Rasmussen kraftigt ind og er nu blot 14 point bag. Også tredjepladser er tæt, med Ole Eberhard på 138, Rene Christiansen på 137 og Sonny Nielsen på 131 point, med fire løb tilbage.

Jesper O. Hansen


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 20/08/06 - Padborg Park - Saxo Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk