Saxo Cup   18/08/06

Claus øger føringen
Efter ti af årets seksten løb fører Claus Christensen nu årets OK Saxo Cup mesterskab med 28 point til Jørn Vestergaard. Under svære forhold på Ring Djursland, hvor regnen især prægede løb 2, viste Claus Christensen, at uanset vejret har han helt styr på sin sorte Citroën Saxo med nr. 66.

Jørn Vestergaard på andenpladsen gjorde hvad han kunne, men problemer med gearkassen sinkede ham i løb 1, så Claus Christensen lavede endnu en gang "fuldt hus" og tog max point.

Løb 1:
Claus tog starten efterfulgt af Jørn Vestergaard og en tæt klump bestående af Dennis Bannergaard, Poul Dalgas og Henrik Poulsen.


Starten er gået til løb 1 med Claus Christensen forrest efterfulgt af Jørn Vestergaard, Poul Dalgas side om side med Dennis Bannergaard.
(Foto: Saxo Cup)

Efter få omgange fik Jørn Vestergaard problemer med fjerde gear og gled tilbage til fjerdepladsen. Og det satte gang i den i forvejen tætte klump bag Claus Christensen. Rudi Larsen kom op og sluttede sig til klumpen, og der blev rigtig gået til stålet.
Jørn Vestergaard kæmpede hårdt for at indhente det tabte, og da hans gearkasse begyndte at fungere igen fik, han kæmpet sig op på andenpladsen.

–Jeg havde hårdt brug for alle point, sagde Jørgen. Bag den kæmpende klump kom unge Nick Reimersø som kørte hurtigste tid og begyndte at presse farmand Henrik Poulsen på sjettepladsen.
–Jeg overvejede at sætte knægten på plads, men nej, og han snuppede mig på målstregen, sagde Henrik.

Trods det store pres og hård kamp med Dennis Bannergaard, lykkedes det for Poul Dalgas at holde tredjepladsen – til stor glæde for Paul og han medbragte fanskare.

Løb 1 resultat:
1 Claus Christensen, Århus, 13.16,136.
2 Jørn Vestergaard, Esbjerg, 13.18,269.
3. Poul Dalgas, Varmark, 13.18.687.
4 Dennis Bannergaard, Græsted, 13.19,588.
5 Rudi Larsen, Gadstrup, 13.19,730.
6. Nick Reimersø, Tåstrup, 13.20,645.

Hurtigste omgang kørt af Nick Reimersø, 59.525. sek.

Løb 2:
Søndag eftermiddag væltede regnen ned over Ring Djursland, og DTC-klassen havde svære betingelser. Efter dem skulle Saxo-feltet ud, og da var regnen næsten holdt op, men banen var stadig meget våd og med store vandpytter. Poul Dalgas, som havde kørt en flot tidtagning skulle starte fra pole, med Claus Christensen og Jørn Vestergaard efter sig. Claus havde valgt et dæktryk, som skulle være hurtigst i starten, og efter få omgange kørte han forbi Poul.


Hård kamp i regnen mellem Claus Christensen, Poul Dalgas, Jørn Vestergaard og Dennis Bannergaard.
(Foto: Saxo Cup)

Også Jørn snuppede Poul Dalgas i forsøget på at hænge på Claus, og igen måtte Poul lægge sig på tredjepladsen. -I det vejr valgte jeg at køre på det sikre, sagde Poul, Bag Poul var der igen en god kamp mellem Dennis Bannergaard, Rudi Larsen, Peter Johannesen og Henrik Poulsen. Rudi var godt kørende på den våde bane og snuppede Dennis Bannergaard, og begyndte såmen også at presse Poul Dalgas på tredjepladsen.

Foran havde Jørn Vestergaard valgt et dæktryk, der skulle være hurtigst i slutningen, og nu kørte han hurtigste tid og begyndte at hale ind på den førende Claus. Jørn kom helt op til den pointførende Claus, og som Jørn selv sagde: -Havde løbet været et par omgange mere, havde jeg snuppet ham. Løb 2 resultat:
1 Claus Christensen, Århus, 14.32,062.
2 Jørn Vestergaard, Esbjerg, 14.32,456.
3 Poul Dalgas, Varmark, 14.39,934.
4 Rudi Larsen, Gadstrup, 14.40,837.
5 Peter Johannesen, Slagelse, 14.42.120.
6 Dennis Bannergaard, Græsted, 14.42,836.

Hurtigste omgang kørt af Jørn Vestergaard, 97,632 sek.

OK Saxo Cup 2006 stillingen efter løb 10/16:
1 Claus Christensen 276.
2 Jørn Vestergaard 248.
3 Dennis Bannergaard 189.
4 Poul Dalgas 186.
5 Henrik Poulsen 150.
6 Ronni Pedersen 136.


Vindere af både løb 1 og løb 2: 1, Claus Christensen (i midten). 2, Jørn Vestergaard (tv) 3, Poul Dalgas (th).
(Foto: Saxo Cup)

Næste løb bliver kørt den 19. - 20. august på Padborg Park.

Saxo Cup Danmark


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 13/08/06 - Ring Djursland - Saxo Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde