ERC   28/07/06

RC-nordjyde i overhalingssporet
EM-bronzevinderen 2005 i Division 1A: Morten Jespersen fra Motorsport Nordjylland (MNJ) har oplevet en turbulent forårs-halvsæson i EM 2006.

Men med nordjysk stædighed og fightervilje tegner alt til et hæsblæsende efterår, hvor konkurrenceheldet vender fuldt tilbage til Jespersen Rallycross-teamet.

- EM-afdelingen i Sverige er en af mine favoritbaner, forklarer Morten Jespersen. - Rally Cross er yderst populært i Sverige, og arrangementet på Höljes-banen vest for Stockholm er derfor en folkefest for omkring 20.000 tilskuere. Jeg startede forrest i A-finalen, men blev uheldigvis torpederet bagfra af den tidligere svenske EM-champion: Magnus Hansen i en Citroën C2, som havde debut i dette arrangement.


Morten Jespersen passerer det berømte 'jump' på Höljes-banen i sikker konkurrencestil med sin Peugeot 106 MAXI.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Angiveligt sad speederen fast i svenskerens konkurrencebil, hvorfor en brødbetynget eks-europamester måtte på besøg hos nordjyderne for at sige STORT undskyld.

- Slutresultatet blev derfor en femmer i A-finalen, supplerer teamchef Finn Jespersen. - Sidste EM-opgave i forårs-halvsæsonen foregik på et nybygget RC-stadion i Ungarn. Her fik vi fuld valuta for vores forbedringer af Peugeot 106 MAXI’en, som er foretaget i samarbejde med racing-specialisten Jørgen Agergaard fra Peugeot Sport Engineering Denmark.

Morten Jespersen kvalificerede sig som toer til A-finalen i det skrappe EM-felt, og hjemkørte en 2. plads i den ungarske EM-afdeling. Midtvejs i mesterskabet ligger den unge nordjyde derfor på en samlet 4. plads kun et lille fingerknips fra EM-bronzen.

- Under tidtagningen i Ungarn revnede den bagerste bremseskive lige inden kvalifikations- tidtagningen, afslutter Finn Jespersen. - Alligevel var knægten andenhurtigst af alle, selv om det var tidsmæssigt umuligt at skifte til friske bremser på dette tidspunkt.


Der gives ikke ved dørene ved EM-fighten i Division 1A. Morten Jespersen ligger (t.v.) i front.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Konkurrence-humøret er helt i top hos nordjyderne inden efteråret, som byder på EM-løb i Belgien, Holland, Norge, Polen og Tyskland.

Jespersen Rallycross ser desuden frem til en gæsteoptræden på hjemmebane i Nysum ved MECA Rally Cross Himmerland først i september, som er en afdeling af det udvidede nordiske mesterskab: NEZ.

Motorsport Nordjylland

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Morten Jespersen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde