Gadekrig
- Optakt til Monacos Grand Prix
Krigen er allerede i gang nede i Monacos gader. Det indledende slag stod torsdag, mens linjerne for alvor bliver trukket op i morgen, lørdag, inden slaget for alvor brager løs på søndag. Og netop i Monaco er det alles kamp mod alle. Overskud af hestekræfter betyder mindre her, men et godt set-up og en god kører er vigtige elementer i bestræbelserne på at få succes.

At Fernando Alonso og Michael Schumacher er blandt favoritterne til sejren på søndag er der ingen overraskelser i. Men andre har også en chance, det er bare om at spille kortene rigtigt.

Værd at bemærke er det, at i de fem sæsoner hvor Michael Schumacher næsten ejede Formel 1, blev det alligevel kun til en sejr i Monaco. Og med fem sejre i alt på banen er det ikke for tyskeren ikke kan finde ud af køre netop der. Nej problemet er snarere at det bare aldrig har været Ferraris bane. Otte sejre er det blevet til siden 1950, hvilket ikke er mange, deres totale antal sejre taget i betragtning.

Men fortid og statistik gør det jo heldigvis ikke alene. Men allerede under torsdagens træninger har der været en snert af skuffelse hos Ferrari over bilens præstationer. Ross Brawn har valgt at bevare den optimistisk attitude, men helt godt er det ikke.

Tilgengæld er der mange andre, der står på spring til at lave et godt resultat. Fernando Alonso er nok verdensmester i Formel 1, men en sejr i Monaco er det endnu ikke blevet til. Renault vandt for et par år siden, men det var Jarno Trulli der tog sejren ved den lejlighed.

Williams med deres Cosworth motor kunne også være et bud på et godt resultat. Sejre har de aldrig vundet mange af på banen, tre er det blevet til. Men sidste år fik de med to podieplaceringer, sæsonens bedste resultat i netop Monacos gader. Podieplaceringer til det team kan ikke udelukkes.

Men hvis man skal pege på den helt store favorit, mens man holder historiebogen i hånden er, er det McLaren. Med 13 sejre på banen, er det traditionelt en bane der ligger godt til teamet. Og så falder det i øvrigt sammen med teamets 40 års jubilæum i Formel 1. Kimi Raikkonen vandt løbet sidste år, men også Montoya har vundet på banen.

Både Toyota og Honda kan også komme op og blande sig i toppen. BMW skal man heller ikke glemme. Det var Nick Heidfeld der sidste år tog hjem med sølvmedaljerne, og både han og Jacques Villeneuve har i år vist sig at være i god form.

Hos Honda går man stadig efter den første sejr, både til teamet (hvis man altså ser bort fra teamets meritter i 60'erne) og til Jenson Button. Han mente selv at han var lige ved i 2004, men kunne ikke finde vej forbi Trulli. Det er som om, at det for hvert løb der går, bliver mere og mere usandsynligt at englænderen faktisk nogensinde kommer først over stregen ved Formel 1 løb.

Indtil nu har sæsonen været et opgør mellem Renault og Ferrari. Monaco kan blive anderledes. Men hvis det gør, behøver det ikke at betyde en varig ændring af styrkeforholdet i Formel 1. Monaco er noget specielt, som man enten elsker, eller mener slet ikke hører hjemme i moderne motorsport.

Der er nogle kørere der er gode til Monaco. De klarer sig godt - hvis de også har de rigtige biler, vinder de mange løb. Ayrton Senna vandt seks, Schumacher og Graham Hill har vundet fem gange, mens Alain Prost har vundet fire.

Andre kørere, hvor store de end er, forliges aldrig rigtig med banen. Således har Fangio kun vundet en enkelt sejr, mens en kører som Nelson Piquet aldrig vandt der.

Endelig er der en gruppe af kørere, der bare har karrierends bedste dag på netop den bane. Det er kørere som Beltoise eller Panis - eller Gilles Villeneuve der vandt en fantastisk sejr i 1981.

Monaco leverer også nogle gange det rigtig bizarre resultat, som eksempelvis i 1996, hvor kun fire biler blev klassificeret. Eller 1982 hvor førstepladsen skiftede utallige gange mod slutningen, ikke på grund af overhalinger, men på grund af uheld og biler der løb tør for benzin.

Under alle omstændigheder er Monaco altid et syn værd. Spændende eller ikke. At se bilerne sno sig gennem gaderne er bizart og fascinerende syn. Go' fornøjelse.

Martin Møller-Thomsen