ERC   06/05/06

Første EM afdeling nærmer sig
Så er tiden inde til at starte Rallycross-EM sæsonen. Første løb køres i weekenden i Portugal. Og hvilket race der er lagt op til. Mange nye biler i nye klasser, enkelte nye kørere og flere kørere har skiftet klasse.

Specielt division 1a har fået stor tilvækst, da flere af top-kørerne i division 2 har byttet til klassen. Både nr. 1 og 2 fra div. 2 er til start i klassen. Jussi Pinomæki i en Renault Clio og Michaël De Keersmaecker i en Opel Corsa. De får følgeskab af "Div. 2-klassekammeraten" Per Gustafsson (Peugeot 206) og flere svenskere tilkommer til klassen under sæsonen.

Det er også her vi har danske Morten Jespersen (Peugeot 106 Maxi) med. Med start nr. 103, som viser at Morten i sin debutsæson sidste år, blev nummer 3 i EM. Peugeot'en er i vinterens løb blevet kvikket lidt op i både motor og gearkasse. Måtsætningen er klar - guldet skal til Danmark!

Men på trods af at sidste års mester Ron Snoeck har forladt klassen (og senere i år dukker op i div. 1 med en VW Golf), så skal Morten Jespersen ikke forvente at det bliver lettere i år. Favorit rollen i klassen går til sidste års EM-to'er tjekken Jaroslav Kalny og polakken Krzysztof Groblewski, der efter sigende i år satser mere på EM end sidste år. En spændende nyhed i klassen er også østrigeren Christian Petrakovits, der i Ron Snoecks gamle Seat Ibiza kan blive en farlig outsider.

I division 1 må Kenneth Hansen påtage sig favoritrollen, selvom han kommer i en ny bil (Citroën C4 WRC). Kenneth jagter i år sin 14. EM-titel (han har vundet klassen de seneste 6 år). Største konkurrent er, som sidste år, Michael Jernberg. Han blev dog så sent klar med nye Ford Focus, at de er tvivlsomt om han kan vinde i årets to første løb. Her kræves nok lidt held, hvilket ikke er noget der normalt tilkommer Jernberg. Største konkurrent til Hansen i de første løb er nok Lasse Larsson (Skoda Fabia) og Sverre Isachsen (Ford Focus) og Morten Bermingrud (Citroën Xsara). Outsidere er Pavel Koutný, Per Eklund, Jos Kuypers, Jean-Luc Pailler og Tommy Rustad.

Årets joker i klassen er norske Tommy Rustad, som i år har byttet fra den svenske STCC serie til rallycross-EM. Hvis ellers han bliver forskånet for problemer, så bliver hans "indlærings-periode" kort og han vil kunne skabe problemer for både sin teamkammerat Sverre Isachsen og Kenneth Hansen.

Division 2 klassen styrer mod en lukning og bliver muligvis afløst af en ny 2000ccm gr.A klasse. Det kan ses på klassen, hvor der i år har været masse flugt. Således er bare 7 af de 18 tilmeldte, ikke fra Portugal og Spanien. Det er så positivt at de lokale kørere får større mulighed for at være med, men det skaber problemer når vi kommer til lande hvor div. 2 klassen ikke er så stor. Tjekken Roman Častoral er solklar favorit i klassen med Mattias Thørjesson, Magnus Ericsson og Tomás Kotek som outsidere.

Hele 33 kørere fra Portugal og Spanien er til start i weekenden, hvilket er en mærkant fremgang fra tidligere år og tyder på at rallycrossen er på vej frem i sydeuropa.

Weekenden byder også på en nyhed i EM sammenhæng, da der bliver kørt med en "joker-lap", eller alternativt spor, som vi kender det fra DM-serien. Hver kører skal køre det alternative spor én gang i hvert heat, hvilket kan få stor betydning for placeringen i heatet og samtidigt indfører lidt taktik i rallycross. Det bliver spændende at se om de skandinaviske kørere får nogen fordel af joker-lap'en, da det jo har været anvendt i en årrække her.

Rallycross Club Danmark
Tonny Jacobsen


Læs mere om:
  • Morten Jespersen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde