Formel 1   24/04/06

San Marinos GP - Set og sket - Top 5
Det mange håbede på, skete heldigvis. Gentagelsen fra sidste år med duellen mellem Alonso og M. Schumacher. Denne gang var det M. Schumacher der vandt.

Efter en lidt kedelig første halvdel af San Marinos GP, tog begivenhederne fart i anden halvdel. Og næsten selvfølgelig var det duellen mellem Fernando Alonso og M. Schumacher der fik de fleste sendeminutter på tv. Selvfølgelig fordi der skete det mange håbede på, nemlig at de to konkurrenter kunne gentage duellen fra sidste år samme sted. Og det gjorde de, bare med en anden vinder. Til gengæld skal de hos Honda hjem og læse i strategi bogen. McLaren var bemærkelsesværdig anonym, ligesom BMW også var det.

Renault - 51 points:
Duellen mellem Alonso og M. Schumacher stjal fortjent hele billedet. M. Schumacher var truet og Alonso kunne med lidt mere held have overhalet tyskeren, men den helt rigtige situation kom aldrig helt. Dermed var Schumachers første rigtige sejr i over et år - USA 2005 undtaget - en realitet. Men det gjorde ikke så meget for Alonso bevarer et stort forspring til konkurrenterne. Og det var da også en rolig Alonso der udtalte sig efter løbet. Fisichella derimod var ikke tilfreds. Den nye motor som han havde fået til løbet fik ikke vist sit værd. En dårlig startplacering samt at bilen ikke kørte særlig godt i den første halvdel af løbet, bremsede hans færd mod en højere pointscore end den han trods alt opnåede, nemlig 1 point. Han var dog også uheldig med at havne bag Button og Webber efter et pitstop. Han fik endnu en gang konstateret at det altså ikke er så nemt at overhale på Imola. Men alt i alt stor tilfredshed hos Renault teamet.

McLaren - 33 points:
Montoya skal have ros for at trække sig lidt i duellen tæt på første sving lige efter starten. Havde han gjort som i tidligere sæsoner, var han og måske andre ganske givet havnet i sandkassen. Og det betalte sig for Montoya at holde lidt igen. Han kom jo på podiet. At det så kiksede lidt med trafik i forbindelse med det ene af de to pitstops, er en helt anden sag. Han havde så langt tilbage efter M. Schumacher og Alonso, at han ikke kunne fange dem. Derefter drejede det sig mere om at holde Massa på passende afstand. Raikkonen lavede en lille fejl i kvalifikationen, som satte ham lidt tilbage, og det kneb gevaldigt med at køre sig op. Men han nåede trods alt op på en god femteplads. Han klagede efter løbet over at bilen ikke var så eksemplarisk god som den plejer. Det virker som om i teamets udtalelser at der er nogle ting man meget gerne skal have rettet i forbindelse med næste uges test på Silverstone. Der ligesom mangler et eller andet.

Ferrari - 30 points:
Det var M. Schumachers weekend. Ny pole rekord og så en sejr mere i den lange liste. Det kan næsten ikke gøres bedre. Kun Alonso var reelt en trussel. Honda fik det da ødelagt godt og grundigt for sig selv. M. Schumacher blev indtil det første pitstop bakket godt op af Massa, som lagde sig mellem Button og Alonso. Massa sluttede på fjerdepladsen. Faktisk en god position. For den forhindrede Raikkonen i at score points, og dermed var Massa med til at reducere McLarens forspring til Ferrari, som nu kun er 3 points efter McLaren. Schumachers sejr var dog ikke helt let idet at han i det andet stint, havde lidt problemer med at holde tempo. Om det var dækkene eller noget med bilen, vil teamet undersøge nærmere i de kommende dage. De problemer som Massa oplevede, kørte han sig fint og faktisk også meget modent ud af. Men det kan vende i det næste GP om små 2 uger.

Honda - 15 points:
Hvis nogen havde sunget "My boy lollipop" i nærheden af Honda teamet efter San Marinos GP, er der vel ikke noget fortænkt i det. Det var mere end én almindelig uheldig dag for Honda teamet. Kørerne havde kvalificeret sig som nr. 2 og nr. 3, men var som offer for omstændighederne ikke tæt på noget som helst. Button var for så vidt heldig med at score 2 points. Rubens Barrichello havde et meget langt første pitstop. Hvad man ikke så på tv-billederne var, at man skulle skifte til en anden brændstofpåfyldning da den oprindeligt monterede ikke duede. Samtidigt pumpede man en masse brændstof i tanken på Barrichellos bil, og det gør den ikke lettere når man nu alligevel kører marginalt let for at følge med. Barrichello var for så vidt tilfreds med bilen, men havde stadig klager over bremserne, som han dog fremhævede, var blevet meget bedre end i tidligere GP'er i år. Button var uheldig med hans signalmand eller lollipopboy om man vil. I forbindelse med hans første pitstop hævede man klarskiltet pludseligt, og som den naturlige refleks det er for køreren, kørte Button selvfølgelig. Men det var med det halve af staben og brændstofpåfyldning efter sig. Tog det lige tid? Og så virkede det som om at strategien var helt ude i hegnet. Gil de Ferran må have nogle tunge overvejelser inden det næste GP.

BMW - 10 points:
Det startede ikke så godt for BMW, men det blev dog bedre undervejs, uden at det dog blev rigtig godt. Mario Theissen udtrykker det på den måde at det faktisk kun var fredagstræningen som var god for teamet. Jacques Villeneuve havde det problem ved hans første pitstop, at 2 centermøtrikker satte sig fast da der skulle skiftes dæk. Desuden klagede både han og Nick Heidfeld over at man manglede vejgreb. Ved det andet pitstop ændrede man indstillingen på frontvingerne og det hjalp. Begge kunne køre hurtigere, men godt blev det ikke. Måske har teamet også været lidt konservative når det gælder motorerne. De skulle køre deres andet GP, og de var måske lidt trætte. Nu får man nye motorer til bilerne til det europæiske GP på en af hjemmebanerne i Tyskland på Nürburgring. Her vil BMW gerne gøre en rigtig god figur.

Dons


Læs mere om:
  • 23/04/06 - Imola - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk