Formel 1   18/06/05

USA's GP - kvalifikation
Trulli på pole
I en relativ udramatisk kvalifikation sikrede Jarno Trulli sig pole foran Kimi Raikkonen. Men efter de sidste par dages dramatiske begivenheder trængte de fleste vist til en afslappet tidskørsel.

Først var det Ralf Schumacher der kørte galt - han kan åbenbart ikke lide det sving - dernæst er der i skrivende stund problemer med dækkene. Michelin har rådet deres syv hold til ikke at køre før man ved hvad problemet med Ralf Schumacher skyldtes. Eller vente til der kommer en ny sending dæk fra Frankrig.

Problemet med det sidste er, at ifølge reglerne så skal man bruge det samme dæk hele weekenden. Derfor er problemet så hvad man så gør. Reglerne har ikke taget højde for netop denne situation, og reglerne er jo ikke tænkt for at lamme hele feltet. En fornuftig løsning ville være at give dispensation, så alle der ønsker det kan skifte dæk, hvis de vil. Dermed giver man også de tre teams på Bridgestone dæk mulighed for at skifte dæk - eller lade være - alt efter hvad de selv mener de er bedst tjent med. Men om Bernie Ecclestone og resten af dem der bestemmer, er i stand til at komme frem til ovenstående, må vi vente med at finde ud af.

Tilbage til kvalifikationen. Jarno Trulli var tidligt ude, men ikke helt så tidligt som Jenson Button, der sad på pole indtil Trulli stjal den. Men Button blev nu ikke sejlet mere agterud end en 3. plads. Dermed er han igen med i front når starten går til løbet i morgen. I Canada var det dog ganske tydeligt at hans bil var lettere end konkurrenternes, men den taktik så tilgengæld ud som om den virkede for ham.

Kimi Raikkonen pressede sig lige ind mellem Trulli og Button, da han som den sidste var på banen. Den finske kører leverede en god præstation og var på anden sektor hurtigere end Trulli, men på det sidste stykke mistede han alligevel sit forspring og måtte nøjes med 2. pladsen.

De to Renault biler var også tidligt på banen. Fisichella var i dag hurtigere end Alonso - og det var godt nok til 4. pladsen. Alonso var en lille tiendedel langsommere end sin holdkammerat, men i Formel 1 er det en evighed. I al fald var der rigeligt med margin til at Michael Schumacher kunne smutte ind på 5. pladsen, lige foran Alonso.

Med 5. pladsen fortsatte Schumacher den fremgan som Ferrari har vist på det seneste. I Canada kørte de, ligesom BAR, med mindre benzin, men sådan virkede det ikke dennegang. Ferrari er igen ved at nærme sig fronten af feltet. Med Rubens Barrichello på en 7. plads er teamets fremgang blevet understreget.

Efter Barrichello finder vi Sato og Mark Webber. Australieren der uden at imponere synderligt hentede en 5. plads i Canada er nu tilbage i top 10 i kvalifikationen, hvor han holder lige foran Felipe Massa - der jo ellers sluttede lige foran Webber for en uge siden. Der er lagt op til at de to kan fortsætte hvor de slap.

Første mand udenfor top 10 er Juan Pablo Montoya, der ved gud ikke har været særlig imponerende i tidskørslerne i denne sæson. Heldet har på ingen måder opsøgt ham - man kan selvfølgelig bemærke at med hans fadæse i Canada, så har han vel heller ikke ligefrem gjort det nemmere for sig selv. Montoya har mod og fart, men indtil videre mangler resultaterne i år. Og udsigterne virker lidt fjerne i denne weekend.

Efter Montoya har vi Jacques Villeneuve foran vikaren Riccardo Zonta, der gjorde det hæderligt, men heller ikke mere. De to Red Bull biler blev splittet af en skuffende langsom Nick Heidfeld, der kan undskyldes hvis han har fyldet hele vognen op med brændstof. Værd at bemærke er det at Christian Klien var den hurtigste af Red Bull bilerne. Forklaringen er dog den af Coulthard lavede en kørerfejl der kostede en del tid på sin kvalifikationsomgang.

Bagerst kommer så Jordan og Minardi, men det kan vel næppe overraske nogen. Monteiro og Albers slog planmæssigt deres holdkammerater, og så er alt jo godt.

Løbet i morgen rummer nogle spændende muligheder. For det første er spørgsmålet hvor meget brændstof Trulli havde med - Toyotaen har været lidt svingende på det sidste, men alligevel er den måske ved at være moden til sin første sejr. Spørgsmålet om benzinmægnede kan man også stille omkring Button og Sato. Samtidig er det heller ikke helt sikkert hvilken taktik McLaren har valgt til deres to kørere - noget kunne tyde på at det ikke er den samme i al fald.

Hvad Ferrari og Ross Brawn har udtænkt er altid spændende - og det allerstørste spørgsmål som mange vil stille sig er om USA vil markere et vendepunkt for Michael Schumacher og Ferrari i deres 2005 sæson.

Stil ind på denne kanal i morgen - og så er vi alle blevet lidt klogere.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • 19/06/05 - Indianapolis Motor Speedway - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde