Danish Touringcar Challenge   26/10/04

Toyota Castrol Racing beholdt teammesterskabet
Alle tre appellanter fik medhold i sagen om frihøjdemålingerne ved DM-Finalen
Tidligere på måneden endte Toyota Castrol Racing som taberne, da Henrik Lundgaard, Hedensted, mistede sin DM-føring og dermed mesterskabet i Danish Touringcar Championship til Casper Elgaard, Århus.

Mandag aften var situationen lige omvendt, for her sikrede Toyotas fabriksteam sig definitivt teammesterskabet med ét points forspring til Team Essex Invest.

Dette er konsekvensen af den kendelse, som Dansk Automobil Sports Unions Amatør- og Ordensudvalg afsagde i de tre appelsager, der var blevet indgivet efter frihøjdemålingerne under tidtagningen ved DM-Finalen på FDM Jyllands-Ringen. Tre køreres biler kunne dengang ikke klare efterkontrollen af reglementets krav til 60 mm frihøjde, og udover Henrik Lundgaard drejede det sig om Jesper Sylvest, Jægerspris, og Jørgen Weinreich, Hammel. Men alle tre kørere og deres teams fik medhold i ved appelbehandlingen, da et enigt Amatør- og Ordensudvalg ikke fandt, at banens måleareal overholdt bestemmelserne i DTC-reglementet.


Toyota Castrol Racings er med Amatør- og Ordensudvalgets afgørelse mandag aften vinder af teammesterskabet i Danish Touringcar Championship.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

"Det er dejligt at få pointeret, at når vi kører i en professionel serie, hvor vi som deltagere bliver straffet, hvis vi træder ved siden af, så er det også et krav, at de måleredskaber, vi skal anvende, skal være brugbare og opfylde kravene," sagde Henrik Lundgaard efter afgørelsen.

"Jeg var 99,5 % sikker på, at vi havde en god sag, og jeg er glad for afgørelsen, for det er rart at få bevist sin påstand og få medhold. Jeg har på intet tidspunkt været i tvivl. Når man kører med et reglement og kører helt til grænsen, kan man ikke have noget, der er skævt eller upræcist. Jeg er glad på hele teamets vegne, og det er dejligt, at vores indsats kunne blive belønnet. Så hårdt som teamet har kæmpet, så er dette her et plaster på såret, når vi ikke kunne vinde kørermesterskabet."

Også hos de to andre appellanter var der stor glæde over mandagens afgørelse. Jesper Sylvest sikrede sig således den sammenlagte tredjeplads i privatkørernes DTC Cup, mens Jørgen Weinreich på tilsvarende vis blev sikker på femtepladsen. Begge kørere ville være rykket én plads tilbage i DTC Cuppen, hvis Amatør- og Ordensudvalgets afgørelse var gået dem imod.

"Fra DTC-organisationens side kan vi kun tage dommen til efterretning," siger løbsdirektør Peter Elgaard, der vil arbejde fremadrettet.

"Nu må det så være op til banerne og DTC-reglementet at sikre de nødvendige tiltag til, så denne slags situationer, hvor kørerne og teams kan stille tvivl om måleredskaberne, ikke kan gentage sig fremover. Dette er noget af det, som allerede er blevet indarbejdet i det reglementsudkast, som vi i næste uge fremlægger for de deltagende teams."

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 03/10/04 - Jyllandsringen - DTC weekend

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk