Danish Touringcar Challenge   12/10/04

Syv ud af syv
DM-Finalen set med statistiske briller
Mesterskabssejren til Casper Elgaard, Århus, var som tidligere omtalt på www.dtc-net.dk historisk.

Køreren fra Team Essex Invest blev yngste mester nogensinde og den første, der gjorde det bag rattet af en anden bil end en Peugeot. Men også på et andet område var BMW-køreren med til at sætte ny rekord.

Hans sejr i årets DM-Finale betød, at der i årets sidste løbsweekend nu har været syv forskellige vindere af ud af syv mulige. Sammen med Juniløbet på FDM Jyllands-Ringen og Sommerløbet på Ring Djursland er DM-Finalen det eneste løb, der har haft ny finalevinder hver eneste gang. Men de to andre løb har kun haft seks forskellige finalevindere, for i 1999 blev der afviklet hele to DTC-afdelinger ved DM-Finalen.


Forrige weekends Super Pole var også usædvanlig, idet de tre sager, der skal behandles i Amatør- og ordensudvalget, betød, at man valgte at køre konkurrencen mod stopuret med 15 deltagere. Ny i Super Pole var denne gang Jørgen Weinreich, Hammel, mens Martin Pedersen, Køge, havde sin første start i år. Men herudover var det langt hen ad vejen business as usual. For fjerde gang i træk var det således en Toyota-kører, der satte hurtigste tid, og dermed var der tale om en tangering af den rekord, Peugeots kørere satte sidste år med fire hurtigste omgange i træk.


Det var ikke kun Toyota, der havde pole position. Finalen havde således Kurt Thiim, Luxembourg, på bedste startposition, og da det er tredje gang i år, at det sker, er en Renault starter fra pole position i finalen, gør det den franske bil til det mærke, der har gjort det oftest i år. Men ligesom i de to foregående tilfælde formåede Kurt Thiim ikke at få bilen hjem til en podieplacering.


Daniel Haglöf, Sverige, var DM-Finalens debutant, og han blev kører nummer 67, der prøver kræfter med Danish Touringcar Championship. Han var den niende udlænding, der har deltaget i serien, og den sjette svensker, hvor han med i alder af 25 år og 360 dage blev en yngre debutant end landsmanden Pontus Mörth (26 år og 101 dage), men lidt ældre end Jens Edman (25 år og 205 dage).


Den nye svensker stillede som bekendt op i en Volvo S60, og det var første gang siden DM-Finalen i 2001, at der var to svenske biler til start. Dengang var det Martin Jensen, Albertslund, og Per Poulsen, Årup, som repræsenterede Volvo, men selv om feltets to Volvoer denne gang havde svenske chauffører, så er rent udenlandske bemandinger i samme team ikke nyt. I 2001 kørte Renault Motorsport Danmark fire DTC-afdelinger med udlændinge i begge sine biler. På samme måde var det heller ikke nyt med tre udlændinge i en DTC-afdeling, idet det også skete på Ring Knutstorp i juli 2002.


Ligesom i årets hidtidige afdelinger fortsatte Michael Schröter, Grindsted, med at sætte rekorder for antal DTC-afdelinger i samme bil. Ved DM-finalen nåede han op på DTC-afdeling nummer 43, men med Schröters farvel til sin Volkswagen Golf, kommer rekorden ikke til at vokse yderligere. Har nogen af konkurrenterne lyst til at slå rekorden, skal de dog væbne sig med tålmodighed. De skal som minimum fortsætte med deres nuværende materiel helt frem til 2007!


For en gang skyld var feltets Toyota Corolla T-Sport ikke 112 % i orden. Det var således første gang siden DTC-afdelingen på Mantorp Park i maj 2003, at en DTC-finale ikke havde deltagelse af samtlige de Toyota Corollaer, der var tilmeldt en DTC-afdeling.


Da Michael Carlsen, Vissenbjerg, tog føringen i pre-finalen, var det første gang siden 2001, at han blev noteret for en løbsføring. Men fynboen var ikke den eneste, som var i front af det første heat. Også Jens Edman, Sverige, Jan Magnussen, England, og Michel Nykjær, Tappernøje, besatte på et tidspunkt førstepladsen, og de fire kørere satte dermed ny rekord for antal forskellige førende i en pre-finale.


Casper Elgaard blev det femte medlem i klub 1000 ? de DTC-kørere, der har tilbagelagt mere end 1.000 finalekilometre. Til gengæld kom Mike Legarth, Vamdrup, til at mangle ni omgange i at gennemføre samtlige omgange i årets DTC-serie. Det betød, at det i stedet blev Martin Jensen, Albertslund, der tilbagelagde årets længste distance, men Peugeot-køreren manglede lige en enkelt omgang på Ring Djursland for at score fuldt hus.


DM-Finalen resulterede også i en række jubilæer. Løbet var således DTC-afdeling nummer 25 for både Toyota og Henrik Lundgaard, Hedensted, og årets sølvvinder blev endvidere noteret for start nummer 25 i såvel pre-finale som finale. Også for Jan Magnussen og Jørgen Weinreich var der tale om finalestart nummer 25, mens Carsten Leveau, København, for 40. gang holdt på startgridden til en pre-finale.

dtc-net.dk


Læs mere om:
  • 03/10/04 - Jyllandsringen - DTC weekend

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk