Clio Cup - DK   31/08/04

Den fynske outsider
Clio Cup- tror på sin mesterskabschance
Per Poulsen fik sen sæsonstart, men ligger nu i top tre.
Da første afdeling af Fleggaard Renault Clio Cup blev kørt på FDM Jyllands-Ringen i maj, var han ikke blandt deltagerne i klassen.

Nu gælder det årets Grand Prix Danmark i den kommende weekend, og så ligger selv samme kører på tredjepladsen i serien med gode chancer for at indhente de to forreste i serien, Jesper Davidsen, Søborg, og Jens Enemark, Sønderborg. Navnet er Per Poulsen, Årup.

"Selv om jeg faktisk synes, at jeg har været uheldig, så er jeg rimelig tilfreds med at ligge treer," siger fynboen. "Ved fjerde afdeling på Padborg Park kunne jeg faktisk have taget mesterskabsføringen, og det var næsten for godt til at være sandt. Jeg kom godt fra start, og så har jeg været heldig at være i toppen lige siden og fået gode points hver gang, mens der er nogen, der har fejlet lidt. Det er stadigvæk tæt, og jeg kan stadig rykke ned på en femte- eller sjetteplads, men det kan jeg også godt være tilfreds med."


Per Poulsen fik en sen start på sæsonen, men er nu treer i Fleggaard Renault Clio Cup.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Egentlig var det slet ikke meningen, at den tidligere elitehåndboldspiller skulle have kørt løb i år. Efter to sæsoner i Danish Touringcar Championship gjorde han sidste år rent bord med titlen i den store Yokohama Cup. Bilen blev solgt, men det kneb at finde sponsorerne til et program i 2004.

"Det var heller ikke meningen, at jeg skulle have kørt, men så var jeg tilskuer ved det første løb og kunne mærke, at det bare ikke duede," tilstår Per Poulsen, der i ugen efter sæsonpremieren bestilte en ny racerbil, selv om sponsorunderlaget stadig ikke var på plads. "Jeg kunne simpelthen ikke undvære det, og jeg er også glad for, at jeg har gjort det. Det er en god klasse, og der er ingen ballade, og selv om ambitionen stadig er at komme i DTC, har jeg ikke noget imod at tage et år mere."

I den kommende weekend gælder det så Grand Prix Danmark på FDM Jyllands-Ringen, der er sjette og tredjesidste afdeling af årets Fleggaard Renault Clio Cup. Foran sig har han Jesper Davidsen og Jens Enemark, hvis forspring på 19 og 22 points stort set svarer til pointhøsten ved en førsteplads i enten en pre-finale eller en finale.

"Jeg tror godt, at jeg kan indhente og slå dem, men dermed ikke være sagt, at jeg gør det," vurderer Per Poulsen. "Der er ikke noget, der er afgjort endnu, og jeg har overhovedet ikke opgivet håbet. Flere podieplaceringer i de sidste løb i serien er mit mål, for i en klasse som Clio Cuppen finder man den rigtige vinder. Det bliver nemlig ikke én, som ikke har fortjent titlen, der vinder."

Jævnbyrdigheden er nemlig ét af de markante kendetegn ved feltet i Fleggaard Renault Clio Cup, og det gør da også, at Per Poulsen har svært ved at pege på sine styrker i forhold til de to konkurrenter. Men efter lidt betænkningstid kommer der dog et svar.

"Jeg opgiver ikke, selv om jeg har en katastrofal tidtagning, for så kan jeg køre mig op, selv om jeg måske ikke har farten. Det er nok blevet min styrke, men det er noget, der kommet i de senere år. Jeg synes i hvert fald, at jeg er blevet bedre af at have haft de år i DTC, selv om jeg nu stadig er i gang med at samle erfaringer og blive bedre," siger Per Poulsen, der i år for første gang i sin motorsportskarriere har haft en kollega i samme biltype i sit team. Det er Henrik Larsen, Gudbjerg, og det makkerskab har givet klare fordele.

"Det fungerer rigtigt godt, for vi giver hinanden noget hele tiden. Det er begrænset, hvor meget vi har fået testet, og træningen er også begrænset. Clioerne er faktisk utroligt ømtålelige med bl.a. dæktryk, så der skal arbejdes utroligt meget. Dér har vi en fordel af, at vi er to kørere, som ikke skjuler noget for hinanden, og vi kan arbejde hen imod det, der er det bedste på bilen."

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 05/09/04 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk