Le Mans   12/06/04

Jens Møller er ikke den første
Le MansTi andre DTC-kørere har været med på Le Mans
Når Jens Møller, Ikast, i dag får sin debut på Le Mans, er han ikke den første kører, som går fra Danish Touringcar Championship til en debut i den franske klassiker.

Det præsterede Casper Elgaard, Århus, allerede tilbage i 2001, hvor han kørte en Peugeot 306 GTI for Team Brask i den hjemlige serie, inden han kørte sit første Le Mans i en Dome S101-Judd for RN Motorsports Ltd.

Selv om det naturligvis ikke er en hverdagsforeteelse at deltage i Le Mans, så er det dog et forholdsvis udbredt fænomen blandt kørere, som har været aktive i Danish Touringcar Championship. Således har intet mindre end 10 DTC-kørere været med i det franske 24-timers løb!

Mest kendt af dem er naturligvis John Nielsen, England, som i 1990 blev Danmarks første Le Mans-vinder, og som i år er med på La Sarthe-banen for attende gang. Næstmest aktive DTC-kører var Thorkild Thyrring, som i alt nåede op på syv løb, hvor han i 1987 blev den første dansker i top 10, da han besatte tiendeplads i sin gruppe C2-Tiga.

Jan Magnussen, England, er også med i årets løb, hvor han kører Chevrolet Corvette, og dermed bliver det sjette gang, at DTC-mesteren kører med i det franske løb, hvor han sidste år opnåede sit hidtil bedste resultat med en fjerdeplads i Team Gohs Audi R8. Både Kris Nissen, Monaco, og Casper Elgaard har to gange deltaget i løbet, og mens den nuværende Volkswagen motorsportsdirektør har en ottendeplads fra 1988 som bedste resultat, så har Casper Elgaard været mindre heldig med sine starter. I 2001 udgik hans og John Nielsens Dome med tekniske problemer, mens parret sidste år satte lang tid til i pitten og endte på en 22. plads som toer i den decimerede LMP675-klasse.

Yderligere en af de kørere, som har startet i Danish Touringcar Championship, har også to Le Mans-deltagelser bag sig. Det er Philippe Favre, Schweiz, som i 2001 kørte et enkelt DTC-løb for Renault Motorsport Danmark, men som forinden havde opnåede en 16. og 23. plads på Le Mans i 1994 og 1995. Sidstnævnte løb havde også deltagelse af Philippe Siffert, Schweiz, som udgik, og andengenerationsracerkøreren var om noget endnu mere uheldig, da han seks år senere skulle prøve sig i DTC. Her smadrede han bilen allerede under den frie træning på Ring Djursland!

De to sidste DTC-kørere, som har prøvet kræfter med Le Mans, er Kurt Thiim, Luxembourg, og Kristian Kolby, England. Og ingen af dem fik nogen resultater med hjem fra løbet. I 1991 udgik den Sauber-Mercedes, som Kurt Thiim kørte i, mens Kristian Kolby i 2000 end ikke fik kørt én eneste meter i løbet, inden hans DAMS-Cadillac gik op i flammer.

dtc-net.dk


Læs mere om:
  • 13/06/04 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk