Formel 1   09/06/04

Canadiske Drømme
Efter et intenst og nervepirrende løb kunne Kimi Raikkonen fortjent løfte pokalen efter Canadas Grand Prix 2004.

Særligt husket bliver sikkert hans duel mellem andet og tredie stop, med Montoya, hvor finnen på vej ned mod hårnålen pressede sig forbi columbianeren i en udpræget alt eller intet manøvre. Montoya kunne ikke følge med Raikkonen der var otte sekunder foran da det ternede flag faldt. Jarno Trulli fik en fortjent 3. plads i sin lidt svage Renault efter en heftig duel med Michael Schumacher på de sidste 10 omgange....

Kunne det ikke være rart, hvis det ovenover var virkeligt? At man efter løbet kunne skrive om spændende og intense dueller i front. Og kunne det ikke være rart hvis Michael Schumacher rent faktisk bare ikke vandt, men gennemførte, og alle kunne se at sejren var reel? Drømme har man trods alt lov at have.

Virkeligheden er jo nok en anden, men hvad det mest sandsynligt sker på søndag gider man næsten ikke skrive om, men på den anden side, er det jo det man skal - forholde sig til virkeligheden.

Virkeligheden fortæller at Montreal er en bane hvor det går hurtigt og hvor hestekræfter betyder en del. Ferrari har ikke rigtig manglet noget i den afdeling på det sidste og man kan formode at Michael Schumacher igen drøner afsted i front og må bruge det meste af løbet på at kæmpe mod ensformigheden. BAR har også mange pruheste i bilen, og må formodes at kunne holde formen, i en periode hvor dem der egentlig skulle kæmpe mod Ferrari skuffer gang på gang.

Så kortsigtet sker der nok ikke så meget i Canada. Ferrari i front og BAR er de bedste af alle de andre. Hvis man skal kigge mere langsigtet på det, så kan man holde øje med om Williams haler lidt mere ind på BAR og Renault eller om de er ved at glide længere og længere ned mod midten af Formel 1. For McLaren vil det være en triumf hvis bilerne holder et helt løb. Deres succeskritirie er ikke så stort, men tilgengæld har de svært ved det i øjeblikket.

Canada har altid været favoritternes bane, det er ikke der, der kommer de store sensationelle overraskelser. Men det er der hvor man i en eller anden grad får det sande styrkeforhold mellem de forskellige teams.

Engang var Canada også stedet hvor Minardi vandt deres årlige sejr. Banen ligger på en kunstig ø i St. Lawrence kanalen. Og engang afholdt de deltagende teams en konkurrence om hvem der hurtigts kunne komme over kanalen på en hjemmelavet tømmerflåde. Efter mange års Minardi dominans var der et par teams der begyndte af prefabrikere dele til deres tømmerflåde og konkurrencen blev aflyst.

I år er der ingen kapsejlads, blot et Formel 1 løb som er forholdsvis let at spå om i forvejen. De fleste teams vælger sikkert at køre på tre stop, det gør den nemlig altid, og det er svært helt at forestille sig at noget andet skulle være at foretrække, på en bane med højt tempo og fornuftige overhalingsmuligheder.

Men håbet skal leve indtil det bliver kvalt i udstødningen fra en Ferrari-racer, og håbet er at Canada bliver løbet hvor McLaren holder, Williams lukke hullet, Renault har fundet en flok skjulte hestekræfter og BAR kører lige op med Ferrari. Ellers var der jo ingen grund til at glæde sig, var der?

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • 13/06/04 - Gilles Villeneuve - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk