Le Mans   24/04/04

Rekordantal danskere
Le Mans- i første duel på Le Mans
På søndag d. 25. maj skal ikke færre end seks danskere i ilden på Le Mans.
Det sker i den eneste test på den 13.680 meter lange bane forud for selve 24-timers-løbet midt i juni.

Aldrig før har så mange hjemlige kørere fået adgang til verdens mest berømte sportsvogns-klassiker, hvilket er garanti for endnu en folkevandring fra Danmark til Frankrig i løbsweekenden.

Trods de mange kørere har kun den ene en fair chance for at vinde Le Mans. Navnet er selvfølgelig Tom Kristensen, dette årtusindes mest succesrige sportsvognskører med blandt andre sejre på netop Le Mans de seneste fire år.

Efter sin sejr sidste år for Bentley er Tom Kristensen i år tilbage hos Audi. Bentley har sendt den succesrige Speed 8 på pension, så derfor genforenes danskeren og den Audi R8, der foreløbig har vundet tre Le Mans-løb samt det amerikanske Le Mans-mesterskab sammen. Audi stiller ligesom sidste år ikke officielt op, i stedet er i alt fire R8-modeller blevet udlånt til et amerikansk, et japansk og et engelsk team - sidstnævnte stiller med to biler. Audi vil dog være til stede på Le Mans for at yde teknisk og praktisk bistand.

Tom Kristensen skal køre for det japanske team Goh, som i efteråret 2003 lånte danskeren til to 1.000-km-løb på Spa og Le Mans. Her viste Kristensen sin klasse ved begge gange at køre Pole Position, sejr og hurtigste omgange hjem, hvilket fik team-ejer Kazumichi Goh til at true med harakiri, hvis han ikke også fik danskeren til 24-timers-løbet på Le Mans. Den Audi-ansatte Kristensen fik frit valg mellem de tre team og er blevet hos Goh, der dermed ikke behøver hvæsse sværdet.

En af grundene til nordjydens valg er, at han som medkørere får japanske Seiji Ara, der var med til at vinde de to 1.000-km-løb i efteråret, samt vennen Rinaldo Capello, der har været Kristensens makker i ALMS og også var med i den sejrende Bentley sidste år.

"Jeg kender begge kørere godt og ved, at de kan stå distancen. Ara er en særdeles kompetent japaner, der på Le Mans sidste år brillerede ved at køre de hurtigste stints (de 12-13 omgange på en tankfuld benzin, red.) for Team Goh, og Capello hentede Pole Position på Le Mans foran mig i både 2001 og 2002, så ham kan man vel også godt tillade sig at kalde rimeligt kvik på speederen," siger Tom Kristensen.

De fire Audi'er er favoritter til endnu en sejr, og pretesten vil give et lille fingerpeg om, hvilket af de tre teams der står med de bedste kort på hånden.

"Selvfølgelig vil vi gerne være hurtigst i testen, men det primære for os tre kørere på søndag bliver at finde et godt setup. Vi kender alle bilen særdeles godt, men en række ændringer i reglementet betyder, at vi skal have opdateret aerodynamikken. Blandt andet er bagvingen blevet 20 cm smallere, så vi vil arbejde meget på opsætning og dækvalg i pretesten," oplyser Tom Kristensen.

Team Essex med John Nielsen, Casper Elgaard og debutanten Jens Møller stiller op i en netop lejet Lister-prototype, der sidste år brillerede ved at brænde sammen umiddelbart før start. Pretesten på søndag skal derfor bruges til at lære bilen at kende, og tiden op til Le Mans-løbet skal bruges på at gøre prototypen mere stabil.

Nede i GTS-rækken, der populært kaldes klassen for amerikanerbiler, stiller Jan Magnussen i år op i en Chevrolet Corvette. Målet for Magnussen er en klassesejr i kamp mod ikke mindst en række stærke Ferrari'er.

Endelig får den 52-årige hotel-millionær Lars Erik Nielsen sine drengedrømme om Le Mans opfyldt. Det sker, når Nielsen stiller op i en Porsche i den lille GT-klasse.

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • 13/06/04 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk